Kolding bliver en sø rigere
I de kommende uger etableres en ny bynær sø i Apotekerengen mellem Nr. Bjertvej og Lyshøj Allé i Kolding. Det nye vådområde skal bidrage til, at der ledes færre næringsstoffer ud i Kolding Fjord og Lillebælt, og samtidig får beboerne i området et nyt og spændende rekreativt område.
Projektet er en udløber af statens vandplaner, som pålægger kommunerne at etablere vådområder, der mindsker udledningen af kvælstof til de danske farvande.
”Vådområder skal have en vis sammenhængende størrelse. Derfor placeres de normalt ude på landet, men i Apotekerengen har vi en unik mulighed for at placere et 15 hektar stort vådområde tæt på byen, hvilket på sigt vil give nogle nye, spændende rekreative muligheder. Vi undersøger i øjeblikket muligheden for at lave supplerende stier i området, som ejes af private lodsejere og af Naturerhvervsstyrelsen,” siger projektleder Lotte Madsen i en pressemeddelelse.
Arbejdet forventes at strække sig over de næste seks uger. I det tidsrum er det af sikkerhedsmæssige årsager ikke tilladt at færdes i området.
Projektet ventes afsluttet i begyndelsen af november. Det markeres med en officiel indvielse af vådområdet, som områdets beboere og andre interesserede bliver inviteret med til.