Danmark “går i gult”
- lørdag den 12. september kan man møde Natteravnene i Hvidovre
I Danmark markeres dagen ved, at Natteravnene trækker i deres gule jakker og tager en snak om deres indsats gennem 17 år, og opfordrer alle ansvarlige voksne, uanset alder og baggrund, til at tage en uforpligtende prøvetur. Natteravnene til stede Frihedens S-tog station fra kl. 09.15 og går videre af Hvidovrevej til nr. 512. Fra kl. 10.30 er man i Frihedens Butikscenter, Stationen og i Havnen indtil kl. 12.00.
Natteravne gør unge og deres forældre trygge ved nattelivet
For en Natteravn er det ikke en uvant oplevelse, at kunne stoppe slåskampe eller dæmpe gemytter, dette uden at blande sig fysisk. For Natteravnene er våbnet “hej - hvad sker der?” og gennem de 17 år Natteravnene har været på gaden er store dele af vold og kriminalitet faldet drastisk. Natteravnene er der også til de unge, der har lyst til en snak, når det gør ondt i livet, eller hvis der er sket noget godt. Vi har ikke noget, vi skal nå eller et område, der skal patruljeres. Vi er “bare” ansvarlige voksne, der er ude at gå en tur. Natteravnene ser også nattelivets skyggeside i form af åbenlyst salg af stoffer eller grupperinger, der gør alt, de kan for at gøre det offentlige rum utrygt. Uanset hvor vi går, føler vi ikke den utryghed, da Natteravnene er respekteret af alle, som en voksen rollemodel, der er der for de unge. “Poweren” ligger i jakken som 9 ud af 10 unge kender og respekterer for dens tryghed, omsorg og fortrolighed. Der bruges meget energi på at diskutere politiets indsats. Natteravnene tager en jakke på og går typisk en tur en gang om måneden, og tager derved selv en del af ansvaret, med et anerkendende nik fra politiet. Nordisk Natteravne Dag er dagen, hvor Natteravnene er ude for at tilbyde andre ansvarlige voksne en unik oplevelse i byen i form af en prøvetur. Natteravnene kvitterer med en mere realistisk viden om, hvad jeres unge vil opleve i nattelivet og en god følelse af, at gøre noget ved kun at bruge fire timer om måneden. Så brug Nordisk Natteravne Dag til at møde dine lokale Natteravne, eller gå ind på blivnatteravn.dk/ og tilmeld dig GRATIS prøvetur.