Fortsæt til indhold

Attack fik en lektion af sølvvinderne

Arkiv
Arkiv

Optimismen var ellers på plads for de rød-blusede bronzevindere, for netop søndagens modstander i Brønderslev blev sidste sæson slået i overtiden i en sand gyser. Der var dog ikke meget gys over første runde af floorball-ligaen, for kun midtvejs i 2. periode kunne Hvidovre Attack fornemme duften af point, da Kenneth Danielsen udnyttede presset efter powerplay til at reducere til 1-2. De evige sølvvindere fra Brønderslev - ni sølv i ni DM-finaler - kom fint fra land og straffede Hvidovre to gange i 1. periode. Attack havde sine muligheder, men det havde værterne også. I starten af 2. periode måtte anfører Sune Odér forlade banen med en skade, men Attack kørte videre og belønningen kom efter den tredje overtalssituation. Spændingen var således intakt inden sidste periode, hvor Hvidovre skulle forsøge at gentage den overraskende sejr fra sidste sæson. Spændingen kom dog aldrig, for Attack formåede aldrig at komme tættere på. Målmand Kasper Eriksen holdt med nogle fænomenale redninger Hvidovre inde i kampen, men måtte også til sidst kapitulere for Brønderslev mange store chancer. 2-1 blev til 5-1, inden debutant Thomas Bouchara med et flot skud fra kanten fik pyntet. - Vi vidste egentlig, hvad Brønderslev ville komme med, men det er desværre sådan med gode hold, at de alligevel formår at straffe de mindste fejl, sagde træner Martin Lytje efter 6-2 nederlaget. - Jeg ser en masse positive elementer i vores spil i dag. Det er selvfølgelig ærgerligt med et nederlag, men det er ikke nogen katastrofe for vores sæson. Mange tager til Brønderslev og taber, sagde Lytje efter kampen. Attack holder kampfri i næste weekend, hvor man skulle have mødt Århus, der har trukket sig fra ligaen. Næste modstander er Sunds på hjemmebanen i Avedøre Idrætscenter den 3. oktober.