Fortsæt til indhold

Åbent hus hos Ældre Sagen

Arkiv
Arkiv

Ældre Sagen har netop holdt flyttedag - derfor holdes der åbent hus arrangement mandag 28. september fra kl 13.00 til kl 15.30 i lokalafdelingens nye kontor, Odinsgade 14A

Thea Dalsgaard, der er formand for afdelingen, fortæller, at lokalbestyrelsen siden sidste sommer havde søgt efter større lokaler, da lokalerne i Vestergade, hvor afdelingen havde haft kontor siden 1999, var blevet for små.
"I november måned blev man imidlertid kontaktet af Ove Olesen fra Rotary i Randers, der dog ikke vidste, at Ældre Sagen søgte nye lokaler, men han ville høre, om vi ikke manglede lokaler til møder m.v. ", fortæller Thea Dalsgaard.
Rotary har rådighed over lokalerne Odinsgade 14A – men bruger dem stort set kun om aftenen, og da Ældre Sagen jo stort set kun har brug for lokaler i dagtimerne, blev der indledt forhandlinger, som endte med, at Ældre Sagen lejer lokalerne i dagtimerne på hverdage og kan dermed gøre brug af både kontorlokale, mødelokaler og køkken m.v.
”Vi har dermed mulighed for at afholde møder og kurser for vore ca 160 frivillige” siger Thea Dalsgaard og oplyser i den forbindelse, at der i de senere år er sket en forøgelse af afdelingens aktiviteter, der følgelig kræver flere møder og interne kursusdage, hvor Ældre Sagens konsulenter fra København kommer som foredragsholdere/instruktører.
Demenscafeen er flyttet fra Thorsbakke til de nye lokaler.
Ældre Sagen Randers-Nørhald-Langå har i øvrigt ca 9500 medlemmer.
Ved åbent-hus arrangementet vil der være mulighed for at se det nye kontor, ligesom der vil blive orienteret om de tilbud og aktiviteter, lokalafdelingen kan tilbyde.
Der bliver serveret lidt ” væske og mundgodt”, siger Thea Dalsgaard, der håber, at rigtig mange – både medlemmer og ikke-medlemmer kigger ind.