Fortsæt til indhold

Skoleelever udvikler fremtidens kraftværk

Otte syvende klasser sætter fokus på energi og skaber en ny kraftværksblok til Avedøreværket

Arkiv
Arkiv

- Eleverne får virkelig mulighed for at udfolde deres kompetencer i projektugen. De skal være innovative og arbejde tværfagligt med projektet om at skabe fremtidens kraftværk. Det gør undervisningen både aktuel og relevant for eleverne, og sætter samtidig deres faglighed i spil, siger Søren Peter Dalby Andersen. Eleverne skal både komme frem til den gode ide og være i stand til at præsentere den. - Kravet til deres løsning er, at kraftværket skal kunne producere energi til gavn for samfundet på en fremsynet og bæredygtig måde. Men udover at finde på en god ide, skal eleverne også udforme en fysisk model, der viser deres løsning. Dermed får vi gang i flere kreative sider på en gang, siger Søren Peter Dalby Andersen.

Avedøreværkets tredje kraftværksblok

Avedøreværket, der forsyner omkring 215.000 københavnske hjem med fjernvarme og over 600.000 danske hjem med strøm, består i dag af to kraftværksblokke. Eleverne skal nu opfinde en tredje og fiktiv kraftværksblok, som skal kunne bygges på Avedøre Holme, hvor Avedøreværket ligger. - Jeg glæder mig meget til at se, hvad eleverne kommer med af forslag. I DONG Energy er vores el- og varmeproduktion i dag hovedsagligt baseret på havvindmølleparker og kraftvarmeværker, der fyrer med træ, halm, kul og gas. Det kan være, at der kommer nogle helt andre forslag på bordet, som vi kan lade os inspirere af i fremtiden, siger Niels Christian Kjær, der er kraftværkschef for Avedøreværket. Eleverne præsenterer deres projekter for en jury den 3. oktober på Avedøreværket, hvor der bliver kåret en vinder. Alle interesserede har mulighed for at overvære finalen og samtidig komme ind og se Danmarks største kraftværk. Avedøreværket holder nemlig åbent hus d. 3. oktober, så alle kan få en rundvisning og høre mere om, hvor vi får vores el og varme fra. Man kan se mere om åbent hus på Avedøreværket på dongenergy.com/åbenthus