Alle byrådets partier enige om budget for 2016
Nærmest historisk kunne alle byrådets syv partier i dag sætte sig til rette på Kolding Rådhus efter at have givet håndslag på budgettet for Kolding Kommune 2016.
Enhedslistens Benny Dall sad nemlig sammen med resten af formændene for partierne, og det er dermed første gang, at partiet har sat sit aftryk på budgetforliget.
Det var egentlig ventet, at kommunen skulle igennem mindre besparelser, men i stedet er der blevet lejlighed til at tage et par spenderbukser på, idet kommunen slipper for at betale 32 millioner kroner tilbage fra finansieringstilskuddet.
Penge til skolerne
Det betyder blandt andet, at der bliver flere penge til skolerne det kommende år, mens taksterne til SFO bliver skåret med 25%.
Partierne gik i det hele taget meget op i at fortælle, at de er glade for det samarbejde, de har gennemgået i forhandlinger, hvor der har været fælles fokus på at forbedre vilkårende for børnefamilier.
Ligeledes er der nemlig også sat penge af til socialt udsatte familier. Penge der især skal sikre børnenes trivsel.
Lokalavisen opdaterer løbende med resultaterne af budgetforliget.