Hvidovre mangler bloddonorer
Sidste mandag besøgte en gruppe frivillige bloddonorer derfor Hvidovre Gymnasium og HF, hvor de fortalte lidt mere om bloddonation og behovet for blod under dagens morgensamling og efterfølgende frokostpause. - Undersøgelser viser, at mange unge ikke ved, at de kan være med til at redde liv, hvis de tilmelder sig som bloddonor, siger Merle Wiborg Romose, som er kommunikationsansvarlig hos Bloddonorerne i RegionH. - Det vil vi rigtig gerne gøre noget ved, og derfor har vi indledt en storstilet gymnasie-tour, hvor formålet er at sikre, at de unge bliver bevidste om, hvor stor en forskel de kan gøre, fortsætter hun. Lægerne på de danske hospitaler bruger dagligt blod fra donorer til at behandle en lang række vidt forskellige patienter. Det kan være kræftpatienter, ulykkesofre, fødende kvinder og andre patienter, som har brug for blod for at få det bedre - måske endda for at overleve. De fleste kan blive tilmeldt som bloddonor, hvis blot de er sunde, raske og uden medicin, vejer mindst 50 kg og er fyldt 17 år. Man kan læse mere om bloddonation på givblod.dk.