Gode perioder reddede damerne
HIF's håndbolddamer lagde ud med en forholdsvis sikker sejr
Den nye træner Martin Thomsen har en målsætning om at overleve i år og styrke kollektivet. Han er godt på vej med det ønske, selvom Gladsaxe nok ikke kommer til at lægge sig blandt topholdene. Efter en meget nervøs og ujævn start, hvor kun Mia Dam holdt højt niveau, kom Katja Melander på banen og indledte med at banke to afslutninger i mål. Herefter faldt niveauet generelt markant med mange tekniske fejl og manglende koncentration. En god periode, hvor Christina Lagoni var skarp skabte et hul, og det holdt sig næsten til pausen. Til gengæld var HIF stærke i de første 10 minutter af 2. halvleg, hvor målmand Thine Andersen diskede op med gode redninger, og Marlene Engel og Mia Dam kunne fortsætte deres gode indbyrdes forståelse. Igen faldt niveauet med mange teknsike fejl, men afstanden på 5 mål blev holdt. Bagud med 6 mål gik Gladsaxe frem i et offensivt 4-2 forsvar, og det straffede HIF til føring på 8 mål. Kampen var afgjort og sejrens størrelse kun kosmetisk. Christina Berkowitz kom lige ind de sidste 12-13 minutter og lukkede af, inden nogle uprovokerede fejl og lidt løse afslutninger fik kampen til at slutte 25-20. ebo@hvidovreavis.dk