Fortsæt til indhold

Tyve stjal åleruser, varebil og værktøj

Der har været flere indbrud i området den seneste tid

Arkiv
Mikkel Hansen

Der har den sidste tid været en række indbrud i kommunen, oplyser Sønderborg Politi.
På Nejsvej i Broager har der været indbrud hos en snedkervirksomhed natten til mandag. Tyvene brød to rulleporte op og stjal en Ford Transit.
Fredag til mandag blev der begået indbrud i en arbejdscontainer på Kirkegårdsvej i Gråsten ved Gråsten Vandværk. Låsen blev skåret op med en vinkelsliber, og der blev stjålet diverse værktøj.
Ud for Gråsten Havn er der i tidsrummet fra mandag i sidste uge til i går blevet stjålet fire åleruser med bøjer til en samlet værdi af 5.200 kroner.
Ukendte personer har stjålet en trailer fra Gl. Færgevej i Gråsten i tidsrummet fra lørdag den 12. til fredag den 18. september. Det er en sølvmetallic Variant med nummerpladen KR 9175.
På togstationen på Dybbølgade i Sønderborg blev der i går mellem kl. 12.23 og 13.15 stjålet en sort rygsæk indeholdende en Apple iPad og iPhone samt en mindre taske med 1.500 kroner. Den samlede værdi er 15.000 kroner.
På Vestermark i Ulkebøl har der været indbrud i to kommunale bygninger. I den ene blev der stjålet kabelskrot, mens udbyttet i den anden bygning var to kompressorer.
Har man oplysninger i nogle af sagerne, kan man kontakte Sønderborg Politi på tlf. 114.