Fortsæt til indhold

Regnen ramte også "Hvidovre-løbet"

Arkiv
Arkiv

Et rigtigt godt initiativ, der var med til at gøre dagen til en oplevelse ud over det sædvanlige for de mange løbeglade børn, der alle havde en dejlig formiddag på Hvidovre Stadion. Som antydet i Hvidovre Avis i sidste uge, var “Stenens Venner” afskåret fra at vinde de flotte pokaler - udsat af Hvidovre Avis - til de der stillede med det største hold, idet de var blevet slået sammen med et par andre institutioner. Men det afholdt ikke den nye konstellation fra igen i år, at stille med det største hold. Med ikke færre end 53 deltagere i børneløbet, og 28 i de voksnes løb, løb Børnehuset Krogstenshave, igen i år med begge pokalerne, som nu i et helt år igen kan pynte i deres pokalskab.

Så kom regnen.

Da de voksnes løb kl.11.00 blev skudt i gang af formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Niels Ulsing, begyndte det imidlertid at regne, og den næste times tid, var det mere en vandpantomime end et hyggeligt motionsløb. Løberne tog det imidlertid med godt humør, og det så ikke ud til at indvirke på tiderne, idet de 4 klasser der blev afviklet, blev løbet i hurtigere tider end sidste år. Alt i alt blev det en flot opbakning til Lionsclubbens arbejde, i bekæmpelsen af det stadig stigende misbrug af narkotika og andre rusmidler, samt til Atletikklubbens ungdomsarbejde. Til vinderne af de 4 klasser, var der sportssolbriller, sponseret af Martin Optik i Bredalsparken, og dette nye tiltag blev godt modtaget af vinderne. Ingen tvivl om, at de mange deltagere, hvoraf mange var gengangere fra tidligere år, håber på en gentagelse af løbet, som man så kan håbe på kan afvikles i tørvejr.

Vinderne:

Vinderne i de forskellig grupper var følgende: Piger op til 7 år: Silje Anna Wedel Drejer 12.15. 8-9 år: Wilma Carla Rasmussen 11.55. 10-11: år Carla Pertical 8.56. Drenge op til 7 år: William Thøgersen 9.17. 8-9 år: Anton Pertical 9.05. 10-11 år: Nikolai Kirkeby 8.25. 12-13 år: Tobias Møller Petersen 11.16. Damernes løb, blev på 5 km. vundet af Malene Meyer 21.32. 10 km. Louise Bøger 45.10. Herrer: 5 km. Samuel Lutabi 16.53. 10 km. Alexander Seidler Nielsen 33.49.,