- Man skal give lidt af sig selv...

- Jeg blev nok tricket af den hårde retorik vi har her i landet, og selv om det lyder lidt kliche-agtigt, så synes jeg, at andre mennesker skal mødes med venlighed. For de har ikke selv valgt, at situationen er sådan i Syrien, forklarer Helle Nemholt, der sammen med Dorte Sonnenborg-Mathiesenen startede den lokale afdeling af Venligboerne op. Siden da har det vist sig, at de to ikke var de eneste, der ønskede at vise deres venlighed overfor de ankomne flygtninge. I FB-gruppe Venligboerne Hvidovre er der konstant opslag om ideer og indsamlede effekter, der kan hjælpe de nye borgere på vej i deres danske liv. Helle Nemholt pointerer dog, at det langt fra handler om "bare" at finde gratis ting. - Det behøver ikke være noget stort man gør, egentlig kræver det mest af alt, at man går ud og møder folk, siger hun. Helle Nemholt går og taler med Yaseen, der er i fuld gang med danskundervisningen. Det er nemt at tale engelsk sammen, men hun fastholder, at de skal tale dansk sammen. Så det gør de.

Store hjerter

Efter opstarten af Venligboerne Hvidovre og et møde med nogle kommunale integrationsmedarbejdere fik de lokale venligboere kontakt med nogle af tilflytterne. Hvidovre Kommune kunne ikke udlevere navnene på de nye borgere, så kontakten er udelukkende sket, hvis de nyankomne selv har taget initiativet til det. Og det er der nogle af dem, der har. For behovet er der. Der er behov for cykelundervisning, for cykler, for tøj, for møbler og lamper, for viden og for venskaber - ikke mindst. Yaseen Alnashawati stammer fra Damaskus, hvor han ud over sit arbejde og familieliv også trænede fodbold et par gange om ugen. Det var derfor naturligt for ham at starte på fodbold igen - hvis det ellers var muligt. - Jeg spurgte mange folk om de kendte til et sted, jeg kunne spille fodbold, og så kontaktede Henriette (en af venligboerne, red.) nogle klubber, fortæller Yaseen Alnashawati og tilføjer: - Jeg vil gerne uddannes, jeg vil gerne arbejde, blive bedre til sproget, og jeg vil gerne dyrke sport og få venskaber og skabe forbindelser. Og venligboerne har været klar til at hjælpe med det hele. De har store hjerter, siger han. Aftenens træning er ved at starte og Yaseen og vennen Nart Suleman, der også kommer fra Syrien, skal til at klæde om. De sludrer kort med holdets træner Daniel Fox, der fortæller, at de to nye spillere på holdet har været mere end velkomne i klubben. - Selv om vi måske ikke forstår helt de samme fodbold-termer, så kan vi alligevel allesammen tale det samme sprog, når vi spiller, siger han. Helle Nemholt griner. Hendes egen familie er mentorfamilie for en flygtningefamilie, og der har hun også oplevet, at en fodbold er en god ting at samles om. - To mænd og en bold kan altid mødes, siger hun med et skævt smil på læben. Og for Yaseens kone har der i øvrigt også vist sig at være noget, som venligboerne kunne hjælpe med. Igennem gruppen har det lokale danseinstitut Jazz & Motion nemlig tilbudt gratis danseundervisning for flygtninge.

Det behøver ikke være noget stort

Helle Nemholt understreger endnu en gang, at man som venligbo ikke behøver gøre noget stort - og at alle er velkomne til at sætte projekter i søen, hvis de har lyst til at gøre en forskel for den gruppe mennesker, der på mange måder er i gang med at starte et nyt liv op i Hvidovre. - Der er rigtig mange initiativer i gang. Der indsamles tøj og der er en madklub under opsejling. Men alle ideer og initiativer er velkomne, der er ikke noget, der skal godkendes af mig og Dorte. Og jeg kan garantere, at man kommer til at møde nogle virkelig søde mennesker, siger hun. Selv om Helle Nemholt har rigeligt at lave med fuldtidsarbejde som udskrivningskoordinator i Roskilde Kommune og det daglige familieliv, så håber hun alligevel, at der på sigt kan blive mulighed for, at venligboerne i Hvidovre kan få et sted, hvor der kan holdes café et par gange om måneden, så flygtninge og venligboere kan mødes til en snak og eventuelt madlavning i fællesskab. - Det kunne være rart, hvis vi havde et sted, hvor man kunne mødes til kaffe og snak, og hvor mentor-familierne kunne mødes. For tid og interesse er nok det, der er mest brug for. Det kræver, at man giver lidt af sig selv, slutter hun.