Fortsæt til indhold

Køge-budget giver skoler, ældre og idrætslivet et løft

Arkiv
Arkiv

BUDGET: Køge Byråd vedtager bredt budget, som værner om kernevelfærden og samtidig tager ansvar for at bevare en stærk og sund økonomi.
Skoleeleverne får bedre undervisning og mere IT-udstyr i klasseværelserne. Hjemmeplejen og bostederne skal styrkes, og til de sportsinteresserede er der blandt andet en midlertidig hal på vej.
Det er nogle af hovedpunkterne i Køge Kommunes budget for 2016-19, som Køge Byråd nu formelt har vedtaget. Seks ud af syv partier i Byrådet stemte torsdag for budgettet: Det Konservative Folkeparti, Venstre, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Forberedt på brand

Byrådet besluttede samtidig, at der op til næste års budgetforhandlinger skal laves et særligt beredskabs-sparekatalog med forslag til besparelser.
Økonomien er stærk og sund i Køge Kommune, men regeringens Økonomiaftale kan hurtigt vende billedet, advarer borgmester Flemming Christensen.
Det er usikkert, hvor meget Køge og andre kommuner har at gøre godt med fra 2017 og frem, hvor økonomiaftalen pålægger kommunerne et omprioriteringsbidrag på én procent årligt.
- Vi forbereder os på en mulig brand, og derfor laver vi et beredskab. Hvis vi skal spare, skal det være gennemtænkt og uden hovsa-løsninger. Men når det er sagt, så håber jeg ikke, at beredskabs-sparekataloget kommer i brug i fuldt omfang, siger borgmester Flemming Christensen.

Skatter holdes i ro

I 2016 indeholder Køge-budgettet serviceforbedringer på i alt 17,7 mio. kr.
Byrådet har prioriteret børn, ældre og idræt, men der er også afsat ekstra penge til en ny cykelsti, kystsikring og nye initiativer indenfor trafik og miljø. Byrådet har med årets budget desuden valgt at støtte Museum Sydøstdanmarks forskning og formidling i vikingeborgen Borgring samt afdækningen af mulighederne for at bygge en kopi af det historiske skib Hummeren.
Størstedelen af serviceforbedringerne har Byrådet skaffet penge til gennem effektiviseringer og omprioriteringer. Derudover har Byrådet besluttet at trække knap 23 mio. kr. fra kommunens kassebeholdning for at få balance mellem udgifter og indtægter. Kommunen har fortsat en robust økonomi med en reserve på 300 mio. kr. i kommunekassen.
- Vi har styr på pengene i Køge Kommune. Vi er en udviklingskommune, og det er vi stolte af. Det er vigtigt, at vi ikke stikker en kæp i væksthjulet, så vi investerer igen i år i kernevelfærden og en række nye initiativer, men vi gør det på den ansvarlige måde, hvor vi får råd ved at skrue ned på andre områder. Tilsvarende tager vi også ansvar fremover og bereder os på, at vi fra 2017 og frem kan blive tvunget til besparelser, som kommer til at gøre ondt, siger borgmester Flemming Christensen.
På de store linjer er Køge Kommunes servicebudget på 2,5 mia. kr. i 2016, mens anlægsbudgettet næste år er på 202 mio. kr. Alle skatter er uændrede. Det betyder bl.a., at erhvervslivet også næste år har særligt gode forhold i Køge Kommune, fordi de her ikke skal betale dækningsafgift på erhvervsejendomme.
Læs mere om budgettet på www.koege.dk/budget2016.