40-årsdagen fejres med jubilæumsmarch
Kom ud og nyd Hvidovres natur - Hvidovre Marchforening klar med nyt arrangement.
- Alle er velkomne til at være med på en gåtur ud i Hvidovres skønne natur, siger Hvidovre Marchforenings kasserer Edel Simonsen. - Startgebyret er kun 25,- kr., og indbefattet i prisen er en lille jubilæumshilsen fra os i form af et par frikadeller, kartoffelsalat, en genstand, og selvfølgelig et diplom for deltagelsen. Det gør vi i stedet for at holde en reception. Jubilæumsmarchen byder på tre distancer på henholdsvis ca. 6, 10 og 11 km, som man kan vælge imellem eller kombinere efter behag og temperament. Tag bare familien, venner og bekendte med på turen; - tilmelding foregår på startstedet på selve dagen. Medlemmerne skal dog ikke helt "snydes" for en jubilæumsfest, idet bestyrelsen planlægger en sådan i februar måned. m-