Fortsæt til indhold

Historisk aften for ishockeyklubben

Indvielse af Allan Viladsens Ishockey Arena på torsdag

Arkiv
Arkiv

Saksen og den røde snor bliver også et symbol for et historisk øjeblik i ishockeyklubben, som gennem flere år har arbejdet på at kunne sælge halnavnet og nu endelig er kommet helt i land med aftalen. En aftale, der selvfølgelig bidrager til bundlinjen, men også skaber ringe i vandet til ungdomsarbejdet, hvor trænere, ledere og i særdeleshed de unge spillere, gerne skal kunne se, at deres ambitioner på sigt også kan indfries på seniorniveau - uden at skulle over kommune- eller landegrænserne. I forlængelse heraf er aftalen nemlig af vital karakter for drømmen om at genindtræde i Metal Ligaen indenfor en overskuelig fremtid. Halsponsoratet er det bærende fundament, der med de øvrige sponsorer som uundværlige byggesten, skal skabe rammerne omkring et så optimalt sportsligt setup som muligt. En opgave, der stiller krav til bestyrelserne i såvel moderklubben Hvidovre IK som i Hvidovre Fighters. Uden et stærkt ungdomsarbejde og et også derigennem dygtigt førstehold, som folk ønsker at samles om, ville alt ovenstående være umuligt, og forventningen er da også, at der vil være godt besøgt, når Amager Ishockey står for modstanden i Allan Villadsen Ishockey Arena. - Kampene de to hold i mellem er altid ekstremt intensive og som regel også med en del mål. Det første tør vi godt love, det andet kan aldrig garanteres. Det kan et toptændt hjemmehold til gengæld, der med skarptslebne skøjter indtager isen for at få skovlen under de grønblusede fra Amager, udtaler Jesper Kristoffersen, PR-ansvarlig for Hvidovre Fighters. Kampen spilles torsdag den 24. september kl. 20.00, men der opfordres fra klubbens side til at komme lidt før, så også den officielle åbning af Allan Villadsen Ishockey Arena bliver en del af oplevelsen.