Voldelig gratist i S-toget
Arkiv
GREVE: Politiet fik onsdag eftermiddag kort før kl. 14.30 en opgave fra civilklædte S-togs revisorer, der ønskede assistance fra ordensmagten.
Grunden hertil var, at en gratist, som de ville give en kontrolafgift til, var blevet voldelig og havde skubbet til dem.
Politiet fik på Greve S-station kontakt til en 21-årig mand fra Solrød Strand, som nu var faldet til ro.
Politiet afhørte parterne og vil nu gennemse eventuel videoovervågning fra S-toget og stationsområdet, før politiet tager stilling til, om den 21-årige skal sigtes for enten vold mod tjenestemænd efter straffelovens bestemmelser herom eller for overtrædelse af ordensbestemmelserne i ordensbekendtgørelsen.
Kontrolafgiften for manglende rejsehjemmel slap han dog ikke for.
pm