Fortsæt til indhold

Hotel Randers undersøger nye muligheder

Arkiv
Arkiv

Røgen har lagt sig på Hotel Randers og man kigger nu fremad mod nye tiltag. I sidste uge blev der foretaget geotekniske undersøgelser for at se om forholdene kan bære endnu en etage på det gamle hotel
En fjerde etage vil giver større muligheder for det gamle hotel, siger direktør Sven Eskildsen.
”Vi får svar i næste uge om jordbunden og bygningerne kan bære endnu en etage. Og så skal vi selvfølgelig også have indhentet en tilladelse fra kommunen”,, fortæller Sven Eskildsen.
Han er spændt på resultatet af undersøgelsen, som vil vise om planerne om udvidelsen holder.
”Det vil være et løft til hotellet med en penthouseetage, og dermed vil det også give os flere gæster”.
Endnu en etage vil altså optimerer forholdene på det gamle hotel, som står foran en helt nyistandsættelse. Kun det bare murværk står tilbage på etagerne og ingen værelser er i øjeblikket i drift.
”Vi har skrællet det hele af ind til murværket, for at komme sodlugten til livs. Det var simpelthen nødvendig. Men det giver os så større muligheder for at sætte det hele i stand og give os endnu flere værelser”, fortæller direktøren.
Hotellet havde før branden 12 suiter, der slet ikke var efterspørgsler på, og derfor ser man nu muligheden for at lave endnu flere dobbeltværelser, end man havde før. Det giver flere værelser og dermed større kapacitet - en del af en større plan for hotellet, der før branden lå klar.
Med ombygningerne og en ekstra etage bliver det muligt for hotellet at komme op på 100-105 værelser ved blandt andet at inddrage Fru Mathiesens gamle lejlighed samt diverse depotrum.
”Og da alle de indre vægge er væk, kan vi sådan set få det, som vi vil have det”, siger Sven Eskildsen.
En del af planen
Allerede før branden 4. juni, lå der en plan for at hotellet skulle renoveres. Der bliver over de næste uger etableret en helt ny reception og ny facade.
”Vi får vinduer der går helt ned til gadeplan i receptionen, ligesom vi har i Café Mathiesen. Men bare rolig, den gamle svingdør får lov til at blive”, griner Sven Eskildsen.
Han ved godt, at man skal gå nænsomt til værks, når det handler om en så historisk og legendarisk bygning som Hotel Randers. Og renoveringerne bliver da også med respekt for den gamle bygning.
”Vi er meget opmærksomme på at renoveringen bliver med respekt for det eksisterende. Men vi ser også det her som en mulighed for at istandsætte med en samlet linje hele vejen igennem bygningen”, fortæller han.
Derfor er man også i dialog med ”Fonden til bevarelse af gamle bygninger i Randers”.
Hotellet kigger nu fremad mod en ny tidsalder, hvor der vil blive fokuseret mere på at huse konferencer - et marked man længe gerne har villet ind på.
”Vi kan meget mere, når vi får bygget om. Vi kan lægge billet ind på konferencer, fordi vi med de nye værelser, vil kunne huse flere gæster. Og så får vi et helt nyt brasserie i gauguinsalen, med mulighed for at åbne op ind til salene, så vi kan tilpasse os arrangementerne”, fortæller han.
Der kommer også nye toiletter i den gamle bar, nye kontorer og et bibliotek med loungeområde.
Han regner med, at hotellet åbner for værelserne i nord- og østfløjen til januar- sydfløjen og en eventuel fjerde etage vil åbne til april.
I gang hele tiden
Der har siden dagen efter branden hele tiden været gang i hotellet. Allerede dagen efter åbnede man Café Mathisen og siden har der været afholdt adskillige arrangementer, selskaber og møder i stueetagen.
”Vi skal jo holde hotellet i gang, for der er en økonomi, der skal løbe rundt. Men der er jo ingen grund til at lukke ned, hvis man kan få det til at køre. Vi vil gerne vise, at vi stadigvæk er her og det er også derfor, at vi her i efteråret afholder tre jazzarrangementer, to intimkoncerter med 100 gæster og julefrokoster. Vi vil gerne være i gang hele tiden. Men branden har jo heller ikke berørt stueetagen, så den kan jo sagtens bruges”, siger Sven Eskildsen.
Lørdag 24. oktober er der intimkoncert med Sko/Torp og 31. oktober er der koncert med Poul Krebs - Sko/Torp koncerten var allerede planlagt, da branden hærgede og Poul Krebs koncerten er kommet til efterfølgende.
Brandaffald
Indtil nu er der kørt 400 tons afbrændt materiale væk fra hotellet og Sven Eskildsen regner med at Skadesservice vil være færdige med at køre væk i næste uge.
”Vi har faktisk været i gang med at genopbygge fra dag ét, og har holdt adskillige møder med dygtige rådgivere, så vi kan gå i gang med at få genopbygningen rigtig i gang, når Skadesservice er ude af hotellet. I næste uge vil planen for det nye hotel være helt klar, og så kan opbygningen af værelserne begynde igen, så vi er klar til nye gæster i januar”, fortæller han.
Der forelægger endnu ikke økonomi for den nye etage og der er heller ikke endnu opgjort hvad branden har kostet hotellet.
Tilkørsel
En ”hurtel” for tilbygningsplanerne for hotellet er kommunens plan om at lukket Sløjfen i 2020. Det vil give vanskeligheder for det gamle hotel.
”Jeg ved godt, at man vil tillade kørsel til hotellet, men jeg ved også godt, at det vil vanskeliggøre tilkørslen til hotellet. Og hvordan vil gæster reagere, hvis de skal køre gennem en bom og mellem fodgængere. Vælger man så ikke en anden løsning i stedet for”, siger Sven Eskildsen.
Han er bange for at kommunens trafikplaner vil ødelægge Hotel Randers´ planer og er imod at kommunen vil lukke hele gågadesystemet.