Fortsæt til indhold

Udlev din indre cirkusartist på Cirkusskole

Arkiv
Arkiv

Cirkusskolen giver børnene rig mulighed for at udfolde deres indre cirkusartist og træde ind i manegen som elegant linedanser, sej jonglør eller modig trapez-artist. - Cirkus byder på masser af fysiske udfordringer, og det kræver mod. Til gengæld er der plads til alle, og i cirkus er der ingen tabere. For Cirkus er det regelløse og fantastiske – et sted, hvor fantasien og kreativiteten bliver sluppet løs, fortæller instruktør Line Vittrup, der som cirkusartist har mange års erfaring fra alverdens maneger. Line Vittrup forklarer, at der på skolen bliver der lagt vægt på en atmosfære med plads til latter og grin, men at det samtidig også er vigtigt at give børnene muligheden for at udfordre sig selv, så de kan rykke på deres fysiske evner og finde modet til at træde ind i manegen og vise, hvad de kan. Cirkusskolen, der finder sted ti onsdage fra d. 30. september til 9. december, består af tre aldersinddelte hold: Fra 15.30 - 16.15 træder de 4 til 6-årige ind i manegen. På dette hold er legen i fokus og forældrene er velkomne til at deltage. Fra 16.30 - 17.30 er det 7 til 9-åriges tur til at prøve kræfter med de forskellige former for artisteri, og her arbejdes der mere fokuseret med de forskellige cirkusdiscipliner. Fra 17.30 - 18.30 overtager de 10 til 14-årige manegen, og på dette hold arbejdes der endnu mere koncentreret med cirkusdisciplinerne. Det koster 50 kr. for børn fra Hvidovre for alle 10 gange. Der er ingen undervisning i uge 42. Cirkusskolen er en del af Fritid for dig, og tilmelding skal ske til wit@hvidovre.dk eller cirkusbyen@hvidovre.dk. Hurtig tilmelding anbefales, da der kun er få pladser tilbage.