Bakkende billist stak af efter påkørsel
Politiet vil meget gerne høre fra den bilist, der i morges påkørte en bil på Spangsbjerg Møllevej
Det er både ulovligt og vildt dårlig stil at stikke efter at man har påkørt nogen eller noget. Ikke desto mindre sker det med mellemrum, og tirsdag morgen var den så igen gal i Esbjerg.
På parkeringspladsen ved AMU Vest på Spangbjerg Møllevej blev en parkeret bil påkørt af en bakkende bil kl. 7.45. Sammenstødet var så kraftigt, at den parkeret bil fik en skade, men det fik nu ikke føreren af den bakkende bil til at stige ud. I stedet trykkede vedkommende speederen i bund og forlod stedet uden at give sig til kende.
Politiet vil derfor meget gerne høre fra vedkommende. Vidner har oplyst, at der formentlig er tale om en blå Ford Mondeo med et registreringsnummer, der starter med AR - muligvis fulgt af 421.