Fortsæt til indhold

Udenlandske pædagogstuderende i Kolding fik chok over udstoppede dyr

Arkiv
Arkiv

Syv studerende fra blandt andre Tyrkiet, Kina og Spanien er lige nu i Kolding, hvor de besøger University College Syddanmark for at lære om den nordiske pædagogik, der er helt anderledes end den, de kender hjemmefra. Det skriver University College Syddanmark i en pressemeddelelse.
Den første tid i Kolding har de nye studerende brugt på at lære byen at kende, og på daginstitutionen Sanseslottet blev de nærmest chokerede ved synet af udstoppede dyr. Et utænkeligt fænomen derhjemme, ifølge den spanske pædagogstuderende.

"Her i Danmark er vi vant til at lære gennem kroppen og sanserne. Men for de udenlandske studerende er det første gang. Da de så, at der hænger skind fra flåede dyr her, og at vi holder høns her på uddannelsen, var de ved at gå fuldstændigt bagover," fortæller lektor Doris Overgaard Larsen fra Pædagoguddannelsen ved UC Syddanmark i Kolding i pressemeddelelsen.


Kurset for de syv hedder Outside the box, og de kommer i den grad ud af boksen i løbet af de fire måneder, det varer. Blandt andet skal de lave mad på bål og dyrke klatring. Målet er, at de udvikler deres praktiske evner og lærer at bruge kreative fag og udendørsaktiviteter i deres pædagogik i hjemlandene.

"Fordelen er, at de får prøvet teknikkerne af. Og så lægger vi mere vægt på social læring her end man gør i mange andre lande, hvor man har en mere individuel tilgang til læring," siger Doris Overgaard Larsen.

I december kommer de studerende i praktik i tre uger i en skole, SFO eller børnehave, så Koldings børn får også mulighed for at hilse på dem.