Fortsæt til indhold

Budgetforlig med rum for vækst og udvikling

Fredag 18. september indgik Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti forlig om budget 2016-2019. Forligspartierne har fokus på at sikre den fremtidige vækst, velfærd og service i Randers Kommune. Fra 2016 begynder forligspartierne årligt at afsætte

Arkiv
Arkiv

”Jeg er rigtig glad for, at vi har et bredt budgetforlig. Det tager afsæt i, at Randers Kommune geografisk ligger attraktivt, og at vi har en spirende optimisme i erhvervslivet. Dermed er det tid til at styrke vækst og udvikling, som er vejen til at sikre fremtidens velfærd og service. Det gør vi ved at skabe gode bosætningsmuligheder og rammevilkår for virksomheder,” siger borgmester Claus Omann Jensen.

Det samlede budget 2016-2019

Budgettet indeholder en rammereduktion på én procent i 2016, sådan som byrådet tidligere har besluttet. Samtidig ønsker forligspartierne, at kommunen er forberedt på at aflevere det såkaldte omprioriteringsbidrag til staten. Derfor indføres fremtidige besparelser som svarer til det årlige omprioriteringsbidrag på 1,1 procent af serviceudgifterne i 2017 stigende til 3,3 procent i 2019.
Den gennemsnitlige kassebeholdning udgør herefter 189 millioner kroner i perioden 2016-2019.

Byen til vandet

Kommunens hidtil største byomdannelsesprojekt, ”Byen til vandet”, binder Randers midtby sammen med Gudenåen og Randers Fjord og giver nye bo-, oplevelses- og aktivitetsmuligheder. Der er lavet en forundersøgelse af mulighederne, og resultaterne er i høring nu. Ved årsskiftet vælger byrådet et scenarie for, hvordan Byen til Vandet kan realiseres. Derfor reserverer forligspartierne nu 17,5 millioner kroner i perioden 2016-2019 til at starte realiseringen af byen til vandet.

Daginstitutioner og Fremtidens Plejehjem

Rammerne for børnenes liv, leg og læring skal styrkes, og forligspartierne afsætter fire millioner kr. årligt fra 2016 til drift af daginstitutioner. Samtidig sættes der 5 mio. kr. af i anlægsbudgettet i 2016 og 9,3 millioner i 2017 til at bygge en ny daginstitution som erstatning for Nyvang. Forligspartierne ønsker, at den ny daginstitution ses i sammenhæng med den helhedsplan, som er under udarbejdelse vedr. Nyvangsskolens areal. Planen omfatter både ny daginstitution, Fremtidens plejehjem og offentligt tilgængelige fællesarealer.
Samtidig får Familieområdet tilført to millioner i både 2016 og 2017 til genopretningsplan og kompetenceudvikling i Familieafdelingen

Flere initiativer i landområderne

Også landområderne får flere midler. Forligspartierne sætter yderligere to millioner kr. af til landdistrikter. Udmøntningen af midlerne bliver fastsat i forbindelse med den politiske behandling af den landdistriktspolitik, som er under udarbejdelse. Samtidig ønsker forligspartierne, at der på sigt vil være attraktive byggegrunde til salg i kommunens større landsbyer.

Erhvervsområdet får hjælp

Jobcenteret skal blive endnu bedre til at kende virksomhedernes behov for arbejdskraft. Derfor afsætter forligspartierne én million årligt til at styrke beskæftigelsesindsatsen. Dækningsafgiften bliver med budgetforliget sat ned med 0,5 promille i både 2018 og 2019.

Smidig infrastruktur og renovering af den blå bro

For at sikre en smidig udvikling af trafikken imellem vedtagelser af budgetter afsætter partierne 8,5 millioner kr. i 2016 til en pulje til diverse infrastrukturprojekter. Det gælder for eksempel behovet for sikre skoleveje og den øgede trafik ved krydset Virkevangen efter, at Ringvej Syd er blevet etableret.
Samtidig sætter forligspartierne yderligere 5,1 millioner kr. af til en gennemgribende renovering af den blå bro, som dermed kan gennemføres.

Idrætshal og lokalt foreningsliv

Også breddeidrætten er prioriteret i forliget, hvor partierne giver mulighed for, at Randers Idrætshaller sammen med kulturudvalget afklarer beslutningsgrundlaget for en ny hal 4 ved Arena Randers. Derfor afsættes 2,5 millioner kr. af årligt i 2018 og 2019 til kommunalt tilskud. Hal 4 vil rumme 4.100 tilskuerpladser og to fulde træningsbaner til håndbold eller andre indendørs idrætsgrene. Samtidig bliver hal 1 ombygget. Ændringerne vil give i alt cirka 5.700 ekstra haltimer og mulighed for at afholde events.
Derudover får idrætsområdet en pulje på 2,5 millioner kr. i 2016 og igen i 2017, som foreninger kan søge om til nye idrætsfaciliteter eller til renovering/modernisering.
Talentskole og spillested får midler

For at sikre driften af den ny talentskole på Randers Egnsteater afsætter forligspartierne 0,5 millioner kr. årligt fra 2016 og frem. Skolen, der blev finansieret af en donation på 7,9 millioner kr. fra A.P. Møller fonden, skal køre forløb med undervisning af professionelle teaterfolk.
Samtidig ønsker forligspartierne at udvide Turbinen til et regionalt spillested efter, at det med en donation fra Sallingfonden blev muligt at etablere stedet. For at skabe forudsætning for at søge statsligt driftstilskud på én million kr. afsætter forligspartierne én million kr. årligt fra 2017 til den fremtidige drift.
Derudover rummer budgetforliget blandt andet 150.000 kr. i årlig ramme til street race, 1,15 million kroner til ”Myretuen” - et by-naturrum på Nordre Fælled i Randers, én million kr. årligt til at styrke breddeidrætten og 0,8 millioner til driftsudgifter ved at bevare Gjerlev Enslev Skoles gymnastiksal og Vorup SFO/Gymnastiksal.