Fortsæt til indhold

Hvordan forbindes midtbyen bedre med slottet, havnen og Nicolai?

Arkiv
Arkiv

Kan Koldinghus, Nicolai-komplekset, Kolding Havn og fjorden hænge bedre sammen arkitektonisk?
Det spørgsmål arbejder byrådet på at svare på med en ny helhedsplan for bymidten. 120 elever på Kolding Gymnasium, Hansenberg Gymnasium og IBC giver deres svar på en arkitekturcamp den 28. og 29. september på Nicolai Scene i Kolding.
Eleverne skal første dag researche på de nævnte steder, inden de besigtiger dem og vurderer deres gode og dårlige sider.
Eleverne skal analysere de tre steders fysik, retning og oplevelse. Ved fysik forstås farver, former og materialer. Retning er sigtelinjer, porte, gentagelser, fysiske linjer i belægninger, facader og beplantning, og oplevelse er stemninger, aktivitet, anvendelse, ophold og oplevelse.
”En hands-on oplevelse som arkitekturcampen er en fantastisk mulighed for eleverne at vise Kolding Kommune, hvilke byrum de ønsker og vil bruge. Samtidig er det inspiration for Kolding Kommune som løsninger på problemstillinger, men også muligheder for at fastholde de unge i byen,” siger underviser på HHX på IBC Kolding, John Deichmann, der sammen med Eva Bræmer-Jensen fra Kolding Gymnasium og Ane Friis fra Hansenberg Gymnasium står for campen.
I samarbejde med elever fra Designskolen visualiserer eleverne på andendagen deres indtryk ved at bygge modeller af stederne med deres ideer inkorporeret. De færdige modeller udstilles i Koncertsalen på Nicolai Scene, hvor eleverne stemmer på de bedste projekter, der også bedømmes af en dommerkomité bestående af arkitekt Torben Gade, Rambøll, stadsarkitekt Michael Paagaard, Kolding Kommunes By- og Udviklingsforvaltning, og næstformand i Plan- og Boligudvalget Asger Christensen (V).
Vinderprojekterne udstilles efter campen på Kolding Bibliotek.
Alle interesserede er velkommen ved arkitekturcampen på Nicolai Scene, og der er fri entré.