Fortsæt til indhold

Måske en fejlkilde at det er visitatorerne der spørger borgerne?

Kun 4 prc. har givet udtryk for utilfredshed med hjemmehjælpen i Hvidovre.

Arkiv
Arkiv

Forvaltningen peger dog på det forhold, at det kan være en fejlkilde, at det er visitator, der i forbindelse med visitationsbesøg spørger borgerne om deres tilfredshed. Nogle borgere vil måske være tilbageholdende med at kritisere hjemmehjælpen overfor ansatte i kommunen på trods af, at de er anonyme i undersøgelsen.

Tilfredshed

Borgerne er blevet stillet 13 spørgsmål af visitator i forbindelse med revisitationsbesøgene. Generelt er størstedelen af hjemmehjælpsmodtagerne tilfredse med hjemmehjælpen. Både hvad angår den personlige pleje, den praktiske hjælp og hjælperen. Den personlige pleje dækker f.eks. over hjælpen til at gå i bad, vaske sig samt af- og påklædning. 3 pct. af respondenterne fortæller, at de samlet set er direkte utilfredse med den personlige pleje. Tilsvarende er størstedelen af hjemmehjælpsmodtagerne tilfredse eller meget tilfredse med den praktiske hjælp. Det gælder både rengøring og tøjvask. 3 pct. af respondenterne tilkendegiver, at de samlet er utilfredse med den praktiske hjælp. Borgerne er også overvejende tilfredse med hjælperne. Størstedelen af borgerne vurderer, at det oftest er de samme hjælpere, der kommer hos dem. Borgerne har delte meninger om, hvorvidt hjælperne holder det samme niveau. Størstedelen af borgerne giver dog udtryk for, at hjælperne generelt kommer på de aftalte tidspunkter. Borgerne siger også overvejende, at hjælperne er omsorgsfulde og udviser respekt overfor dem. Der er 4 pct., der har svaret, at de samlet set er utilfredse eller meget utilfredse med den hjemmehjælp, de modtager. Hovedparten af disse borgere har svaret, at det oftest ikke er de samme hjælpere, der kommer hos dem, og/eller at hjælperne ikke kommer på de aftalte tidspunkter.

747 har svaret

I brugerundersøgelsen er frasorteret borgere, som ikke har noget erfaringsgrundlag at svare ud fra. Desuden er der set bort fra borgere, der har en ægtefælle, der også modtager hjemmehjælp. I det sidste tilfælde er der kun besvaret ét spørgeskema. Derudover er frasorteret borgere, som kun har indkøbsordning eller madlevering, da der ikke er spørgsmål om disse emner i brugerundersøgelsen. Endelig begrænser undersøgelsen sig til borgere, som er revisiteret fra slutningen af 2013 til udgangen af 2014. I alt har visitatorerne spurgt 853 borgere, om de ønskede at deltage i brugerundersøgelsen. Heraf har 13 borgere givet udtryk for, at de ikke ønsker at deltage. 45 borgere har ikke været i stand til at deltage i interviewet, mens 48 borgere ikke har deltaget i undersøgelsen af diverse andre årsager. 747 borgere indgår dermed i brugerundersøgelsen. - Resultaterne fra brugerundersøgelsen indgår som et led i kommunens dialog med leverandørerne, om kommunens kvalitetsstandarder efterleves, og hjælpen har den rette kvalitet, hedder det i Forvaltningens indstilling. - Et fokuspunkt i dialogen med den kommunale og de private leverandører af hjemmehjælp er, at der er kontinuitet i ydelserne, herunder at borgeren så vidt muligt har den samme hjælper. Den kommunale hjemmepleje vil videregive resultatet af brugerundersøgelsen til medarbejderne. Dels for at anerkende medarbejdernes indsats overfor borgerne, dels for at understrege, at det er vigtigt for borgerne med forudsigelighed og kontinuitet i hjemmeplejens ydelser. Den kommunale hjemmepleje overvejer derudover at benytte brugerundersøgelsen som udgangspunkt for den kommende dialog med Social- og Sundhedsudvalget om fastlæggelse af politiske pejlemærker og mål på området. Da Ældrerådet og Handicaprådet er rådgivende høringsberettigede organer, er undersøgelsens resultat sendt i høring med anmodning om en udtalelse. m-