Fortsæt til indhold

Hvad har unge sangskrivere, psykisk sygdom og Thomas Buttenschøn til fælles?

Arkiv
Arkiv

WORKSHOP: Musik spiller ofte en stor rolle i unges liv. Og åbenhed om psykisk sygdom spiller en stor rolle for de unge, der får det tæt ind på livet. Et nyt initiativ bygger nu bro imellem musik og psykisk sygdom.
Landskampagnen EN AF OS i Region Sjælland, der har udgangspunkt i Psykiatrien og arbejder for større åbenhed og viden om psykisk sygdom, er gået sammen med Roskilde Kulturskole om at lave en sangskriverworkshop for unge, hvor psykisk sygdom er det tema, der skrives om.
En ny og hidtil uprøvet idé, som den kendte sanger og sangskriver Thomas Buttenschøn, der er den ene coach i sangskriverworkshoppen, er med på at bakke op:
- Ideen med at koble emnet psykisk sygdom og tabu sammen med sangskrivning synes jeg er vigtig for unge, og jeg var ikke længe om at sige ja til at medvirke. Jeg ser frem til at arbejde sammen med Annette Bjergfeldt og de unge mennesker, og jeg håber, at rigtig mange vil tilmelde sig workshoppen, fortæller Thomas Buttenschøn.
Også souschef på Roskilde Kulturskole Christian Frank hilser initiativet velkomment:
- Vi har længe skabt samarbejder på tværs af såvel kunstarter som organisationer. Derfor var det også oplagt for os på en gang få samlet unge talentfulde sangskrivere og lade dem inspirere hinanden rent musikalsk - og samtidig give dem et meningsfyldt tema at arbejde med.
Anne Mette Billekop, der er koordinator på kampagnen i Region Sjælland, glæder sig over samarbejdet:
- Vi fra EN AF OS kampagnen er rigtigt glade for samarbejdet med Roskilde Kulturskole, for det er lokale tiltag som dette, der rykker holdninger og skaber åbenhed om psykisk sygdom. Vi håber, at mange andre musikskoler og deres unge vil gribe chancen for at være med. Tilbuddet er jo åbent for alle sangskrivende unge i Region Sjælland.
pm

Thomas Buttenschøn. (Privatfoto).