Fortsæt til indhold

Første spadestik til ny, samlet døgninstitution

Arkiv
Arkiv

Onsdag blev det første spadestik taget til en ny tilbygning ved døgninstitutionen Tinghøj, der er en samlet institution for børn og unge mellem 0 og 18 år. Det var samtidigt et endegyldigt farvel til Landerupgaard. Det skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Det var formand for Social- og Sundhedsudvalget, Lis Ravn Ebbesen (SF), der tog det første spadestik til den nye bygning.

"Jeg er rigtig glad for, at kunne tage første spadestik til den samlede institution Tinghøj. Jeg tror, det er uendeligt vigtigt at bygge på børnenes familier og netværk, uanset om vi taler venner, fodboldklub eller skole, men det er samtidig vemodigt, at vi dermed endegyldig nedlægger institutionen Landerupgaard, som i 200 år har dannet rammen om at hjælpe børn til at få et bedre ståsted i deres voksenliv," sagde Lis Ravn Ebbesen, formand for social- og sundhedsudvalget, i sin tale kort før det første spadestik.

I dag er der på Tinghøj børn fra tre til 12 år, to akutpladser og et tilhørende bo-selv tilbud for unge 16 til 25-årige. Udvidelsen af Tinghøj bliver udført som en selvstændig bygning, der skal indeholde fællesbolig for otte unge i alderen fra 14 til 18 år med tilhørende fælleslokaler og administration, der også skal huse ti medarbejdere.