Indbrud i tre biler
I løbet af det seneste døgn har politiet i Kolding modtaget tre anmeldelser om indbrud i personbiler.
På Solsortevej, på Oktobervænget og på Elmevej er der blandt andet blevet stjålet en computer og noget fiskegrej fra tre forskellige biler.
"Ved indbruddet på Oktobervænget ser et vidne, at to unge personer kører fra stedet på en knallert. Det sker omkring klokken 23.55.
Ved indbruddet på Solsortevej ser et vidne omkring klokken 19.00, en mand ved den bil, der bliver brudt op. Der er tale om en mand på 60-65 år med gråt hår og gråt skæg", forklarer Carsten Vester fra lokalpolitiet i Kolding.
Politiet efterlyser desuden vidner til indbruddet, der fandt sted på Elmevej i tidsrummet torsdag klokken 15.00 til fredag klokken 03.30.
Politiet kan kontaktes på telefon 114.