Budget for 2016 vedtaget i Solrød kommune
ØKONOMI: Byrådet i Solrød Kommune vedtog mandag aften budgettet, som parterne var blevet enige om godt to uger tidligere.
Rammen for økonomien i Solrød Kommune det kommende år ligger nu fast. Ganske som ventet vedtog et samlet byråd nemlig mandag aften budgettet for 2016.
Det er et stramt budget, som lægger op til lavere udgifter, men den største knast i forhandlingerne – en planlagt reduktion i åbningstiderne i daginstitutionerne – blev droppet, inden parterne underskrev aftalen.
- Solrød Kommune skal være det bedste sted at leve og bo i hovedstadsområdet. Derfor er det vigtigt, at der er en acceptabel åbningstid i daginstitutionerne, så familierne kan få dagligdagen til at hænge sammen, og det fik os i sidste ende til at droppe nedskæringen, siger borgmester i Solrød Kommune Niels Hörup.
Han glæder sig over, at alle 19 medlemmer af byrådet bakker op om aftalen.
- Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at det har været et svært budget, og at det er trist, at den økonomiske situation betyder, vi må sige farvel til dygtig medarbejdere. Det har desværre været nødvendigt for at opnå balance i budgettet, siger Niels Hörup.
pm