To unge voldsmænd efterlyses stadig
Politiet går nu ud med signalementer af de to unge mænd, som i sidste uge overfaldt en kun 11-årig pige på en legeplads i Esbjerg
I denne uges udgave af Lokalavisen Esbjerg fortæller vi historien om, at en bare 11 år gammel pige tirsdag i sidste uge - den 29. september - blev overfaldet på en legeplads på Tinghøjs Allé i Esbjerg.
Overfaldet skete ved 17.30-tiden ud for nummer 18. Her legede pigen, ifølge politiets oplysninger, på legepladsen, da to unge mænd bad hende om at forlade stedet, hvorefter de tilsyneladende slog hende umotiveret med knytnæve, så hun pådrog sig skader i ansigtet.
I dag sender politiet så signalementer på gaden, da de unge mænd - med politiets ord - skal findes.
Begge mænd beskrives som danske og værende mellem 18-20 år. Den ene var almindelig af bygning med kort lyst hår og bar på overfaldstidspunktet en hvid T-shirt med billede af en pige samt et par sorte bukser.
Den anden beskrives ligeledes som værende almindelig af bygning, med mørkt krøllet hår, iført en mørk T-shirt og grønlige bukser.
De samme to mænd var også i området samme aften ved 21-tiden, oplyser politiet.
Vidner, der mener at vide, hvem de to er, eller som har oplysninger i øvrigt, kan henvende sig til Lokalpolitiet i Esbjerg på telefon 114.