Erfaren spiller til Ribe-Esbjerg HH
Hans Christian Lund skal spille for Ribe-Esbjerg HH
Ribe-Esbjerg HH får en ny erfaren ligaspiller knyttet til truppen. Det er den 31-årige Hans Chr. Lund, der har en fortid i både Elite 3000 Helsingør, Team Tvis Holstebro og Nordsjælland Håndbold.
REHH har indgået en to-årig aftale med Hans Chr. Lund, der er playmaker, lige som han kan spille venstre back og være med i forsvaret.
Hans Chr. Lund, der i dag bor i Århus, har haft en pause fra håndbolden, men vil gerne i gang igen.
Sportschef i REHH, Sune Agerschou fortæller, at cheftræner Claus Uhrenholt har trænet Hans Chr. Lund i Team Tvis Holstebro, og de to kender således hinanden.
"Hans Chr. Lund er som playmaker vant til at tage styring, og vi er meget glade for at have fået kontrakt med ham. Med Rasmus Boysen ude i tre måneder, begynder det at halte igen. Vi har kigget os om efter en ny spiller, og Lund er en rigtig dygtig spiller med masser af erfaring," siger Sune Agerschou.
Cheftræner Claus Uhrenholt hilser Hans Chr. Lund velkommen:
"Det er en spiller med erfaring. Det er jeg ganske godt tilfreds med, især med de skader, der er pt. Hans Chr. Lund kommer ikke og skaber mirakler fra dag et, men han kan bidrage. Han er fin spiller med stor bevægelighed, der spiller med lille risiko. Han er spændstig og eksplosiv, en meget klog spiller, og han kan holde spillet i gang.
Tanken er, at Hans Chr. Lund og Andreas Stryger skal supplere hinanden.
Om årsagen til, at Hans Chr. Lund har valgt at spille for REHH, siger han selv:
"Jeg synes, der er et uforløst potentiale, og så er det flinke mennesker både på og omkring holdet. Desuden passer det også ind i min egen situation."