Damerne førte an i flotte Køge-sejre
BADMINTON: Tirsdag den 6. oktober tog Køge Badminton Klub imod Mørkøv i Sjællandsserien og Greve 5 i Serie 1 på hjemmebanen i Ravnsborghallen i Køge.
Der blev spillet mange flotte kampe - især set i lyset af, at de fleste sejre gik til hjemmeholdene.
Førsteholdet vandt en sikker og overbevisende sejr på 9-4 - blandt andet var damesiden meget stærkere end modstanderne, og Køges damerne tabte ikke en kamp. Desværre for Køge var Mørkøvs herrer stærke i doublerne, hvor det ikke lykkes for Køge at hive en eneste sejr hjem. Men det blev til sejr på 9-4 og holdet ligger nu på en 3. plads i rækken.
Andetholdet gjorde også en god figur og hev en 7-6 sejr hjem, hvilket betyder, at de må dele pointene med Greve 5 - så vinderholdet får to point, mens Greve tager et enkelt point med hjem.
Også her var Køges damer stærkt spillende og missede kun en enkelt damekamp. Især de unge piger fik spillet sig flot ind på holdet og gjorde det rigtig godt. Holdet ligger på en flot 5. plads i rækken.
pm