Morgen-vækning mindsker fravær
Morgenholdet har fokus på at hjælpe udvalgte elever med at komme i skole
- Vi vil gerne hjælpe de unge, som har et for højt fravær, inden det vokser sig endnu større. Vi er i tæt dialog med skolerne, som kan kontakte os, hvis de har en elev, der har brug for en hjælpende hånd med morgenrutinerne. Vores fokus er, at de skal ind i en god rytme, så de kan passe deres skole og komme godt videre i uddannelseslivet, siger Mikkel Krog-Toft, der er daglig leder i Bølgebryderen, som står bag Morgenholdet. Eleverne er i øjeblikket fra 8 års alderen og op til 15 år, og de er inde under Morgenholdets vinger i nogle måneder, før de bliver sluppet. Morgenholdets metoder varierer efter barnet eller den unges behov for hjælp, og spænder derfor fra morgenvækning og følgeskab til skole til mere afklarende samtaler med familie og andre relevante aktører. Morgenholdets to medarbejdere følger de unge i skole, indtil de er stabile i deres fremmøde og har et tæt samarbejde med skolerne. Der er samtidig fokus på at støtte forældrene i ansvaret for, at deres barn kommer i skole, ligesom. - Forældrene tager positivt imod det. De skal lige finde ud af, at det er et værktøj og en hjælpende hånd. Nogle har været skeptiske i starten, men de finder hurtigt ud af, at det ikke er en underkendelse af deres evner som forældre. For de bliver mødt på en positiv måde, og vores medarbejdere gør sig ikke til eksperter, men kommer og giver en hånd med og inddrager forældre og netværk, siger Mikkel Krog-Toft. Morgenholdet har indledt et samarbejde med to skoler, Engstrandsskolen og Frydenhøjskolen, og erfaringerne herfra vil blive brugt, hvis tilbuddet skal udbredes til andre skoler.