Fortsæt til indhold

Der må bygges mere og højere i kystområdet

Forslaget til lokalplanen for kystområdet i Solrød Strand bliver nu sendt i høring. Byggeprocenten er hævet, og bygninger må bygges op til to etager høje.

Arkiv
Arkiv

LOKALPLAN: Forslaget til en ny lokalplan for kystområdet i Solrød Strand er efter en tur i byrådet nu sendt i høring. Hvis planen bliver vedtaget uændret efter høringsrunden, får beboerne videre muligheder for at bygge i området.
Den reviderede lokalplan og et tilhørende kommuneplantillæg skal understøtte udviklingen nær kysten.
- Udviklingen i kystområdet er vigtig for kommunen, for det er et populært område at bosætte sig i, og vi ved, at der længe har været et ønske om en mere dynamisk lokalplan, så det har vi prøvet at imødekomme, siger borgmester Niels Hörup.
Lokalplanen er blevet revideret på baggrund af en dialog med Solrød Strands Grundejerforening. Deres erfaringer og ønsker er i vid udstrækning taget med i den reviderede plan, og de væsentligste ændringer er derfor:
• Bebyggelsesprocenten hæves til 30.
• Bygninger må bygges op til to etager høje.
• Reglerne for byggelinjer mod vejen er delvist revideret.
• Ved veje med vendepladser kan man i særlige tilfælde søge om at få ophævet de tinglyste regler om, at man skal reservere et areal til udvidelse af vejen.
Anvendelsesbestemmelserne udvides for tre matrikler på Østre Strandvej, så der kan indrettes klublokaler, omklædningsfaciliteter mv. for sports- og fritidsklubber, kiosk, café, restauration og lignende.
pm