Decorateshop åbner i midtbyen
Endnu en specialforretning er på vej til Koldings midtby, når interiørbutikken Decorateshop snart slår dørene op for sin syvende butik.
Det gør de i Jernbanegade i lokalerne, der tidligere husede Danske Bank ved Den Spanske Trappe. Her har ejer Morten Broløs lige nu travlt med at male væggene og i det hele taget gøre klar til forhåbentligt at åbne butikken den 1. november.
"Det vil være ønskeligt, hvis vi allerede kan åbne den 1. november. Så bliver det vist også rekord for, hvor hurtigt, vi har åbnet en butik efter overtagelse af lokaler," siger Morten Broløs, mens han sætter ekstra fart i malerrullen for at nå ønskedatoen.
På opdagelse i midtbyen
Lokalerne blev overtaget den 1. oktober, og det er da heller ikke så længe siden, at han og hans kone Mette besluttede at åbne den nye butik i Kolding.
I foråret åbnede Decorateshop i Horsens, og selv om Morten Broløs havde haft en løs idé om at åbne to nye butikker i 2015, så blev han nødt til lige at vurdere potentialet i Kolding, da han havde hørt rygter om en midtby, der stod lidt i stampe.
"Det tog jeg aldrig rigtig for gode varer, for jeg blev nødt til at se ved selvsyn, hvad byen havde at byde på. Jeg kom herned en dag med høj solskin og masser af mennesker i gaden. Det indtryk jeg fik af Kolding oversteg langt mine forventninger. Jeg så en hyggelig by, hvor der ligger flere specialbutikker, som har en masse spændende at byde på. Jeg kan rigtig godt lide den måde, midtbyen fungerer på, hvor det ikke bare er én lige gade, men et sted hvor man kan gå lidt på opdagelse," konstaterer Morten Broløs.
Derefter blev beslutningen taget ret hurtigt, og siden overtagelsen har der været travlt med at lave nye vægge og udforme planer om bedre belysning i lokalet.
Sortimentet i den nye forretning bliver det samme, som man måske kender fra Decorateshops andre forretninger i eksempelvis Vejle, Esbjerg eller Aarhus.
Forretningen får to fuldtidsansatte. De stillinger er i øvrigt endnu ikke endeligt besat, fortæller Morten Broløs.