Direktør agter at søge sin egen stilling
Esbjerg Kommune slår direktørstilling op - kvalificeret ansøger haves
Ansættelseskontrakten med den nuværende direktør for Teknik & Miljø udløber, og derfor slås stillingen op nu.
Esbjerg Kommune slår stillingen som direktør for Teknik & Miljø op, da ansættelseskontrakten med den nuværende direktør ophører.
"Esbjerg Kommune er i gang med så mange spændende projekter, som jeg rigtig gerne vil være med til at følge til dørs. Samtidig vil jeg gerne fortsætte det gode samarbejde med de dygtige medarbejdere i Teknik & Miljø. Derfor vil jeg søge stillingen igen. Det er selvfølgelig op til ansættelsesudvalget, men jeg er i hvert fald klar til at fortsætte," siger nuværende direktør Hans Kjær.
Hans Kjær er uddannet arkitekt og har siden 1989 bestridt direktør-stillinger inden for det tekniske område, først i den daværende Bramming Kommune, sidenhen Ribe Kommune og siden 2007 i Esbjerg Kommune.
Direktørstillingen skal besættes fra den 1. februar 2016. Direktøren for Teknik & Miljø refererer til kommunaldirektøren.
"Som direktør for Teknik & Miljø har Hans Kjær udført et rigtigt godt stykke arbejde, og det glæder mig at han nu vil søge om at fortsætte dette på lige fod med andre kandidater," siger kommunaldirektør Otto Jespersen.
Ansættelsesudvalget, der deltager i samtalerne med ansøgerne, består af borgmester Johnny Søtrup, kommunaldirektør Otto Jespersen, formand for Plan og Miljøudvalget John Snedker, planchef Peter Bagge, personale- og udviklingschef Birgitte Stenderup samt næstformand i Hoved-MED Tina Pedersen.