Fortsæt til indhold

Universitet søger familier til stor undersøgelse

Arkiv
Arkiv

De danske teenagere er glade for deres elektroniske gadgets og ikke mindst at spille på dem. Københavns Universitet er nu i gang med at undersøge effekten af de mange timer ved skærmene og har derfor brug for hjælp fra 5000 danske familier.
"Vi ved, at sociale spil kan øge spillernes evner til at samarbejde, og at voldelige spil kan gøre nogle spillere mere aggressive. Men vi mangler at vide, hvorfor spillene virker så forskelligt på de unge. Det er ikke nok kun at se på, om børn for eksempel spiller voldelige spil eller ej. Der er forhold i deres off-line liv, som har stor betydning her, og som vi gerne vil vide mere om," forklarer Ph.D ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet, Patrick Bender, som forsker i børn og unges sociale udvikling.
Man kan deltage i undersøgelsen her:www.psy.ku.dk/Forskning/post.doc._projekter/youth-gaming-project/ og følge projektet på https://www.facebook.com/youthgamingproject

Det forskerne nu vil undersøge er, hvilke faktorer, der har betydning for, om de unge oplever negative eller positive konsekvenser i forbindelse med elektroniske spil. De vil se på børnenes tidsforbrug, type af spil, den sociale kontekst omkring spil og deres motivation for at spille. Forskerne vil også undersøge, hvordan den unge opfatter sig selv på, hans eller hendes daglige liv og om forholdet til familien, skolen og vennerne.
"Det vi leder efter er de ”beskyttelses-faktorer”, som gør, at nogle børn kan spille endog meget voldelige spil, uden det har nogen negativ effekt for deres liv i øvrigt, og de risikofaktorer, som gør at spillene for andre børn kan blive en negativ spiral, hvor aggressionerne fra spillet tages med ud i virkeligheden og giver problemer," siger Patrick Bender i en pressemeddelelse.

For at få mere viden om danske børn og unges spil-forbrug søger Patrick Bender nu 5000 familier, som vil svare på projektetes online-undersøgelse med spørgsmål om, hvor meget barnet spiller, hvilke spil, de spiller og om de for eksempel hjælper andre i de spil, som de deltager i, ligesom der også vil være spørgsmål om børnenes liv væk fra skærmen.
"Hverken børn eller voksne kan dog se hinandens besvarelser, og både børn med et stort forbrug af elektroniske spil, og de, der spiller meget lidt eller slet ikke spiller, er vigtige for forskningen," understreger Patrick Bender.
"Vi er ikke kun ude efter dem, der spiller meget. Det er ligeså vigtigt at have de drenge og piger med, som ikke bruger meget tid på spil, for på den måde får vi nuancerne med. Om to år forventer vi at have en større forståelse af, hvordan spillene påvirker børnenes liv – både de voldelige og de sociale spil, og at vi har meget mere viden om, hvad vi som forældre og samfund skal være opmærksomme på i børnenes liv med elektroniske spil, samt hvad man kan gøre i de tilfælde, hvor elektroniske spil fører til negative konsekvenser," siger han.