Bookmaker tilbyder spil på Grigels fremtid
Nu kan der spilles på, hvor Lotte Grigel fremover skal spille håndbold
Nyheden om Lotte Grigels utilfredshed med Team Esbjergs træner Lars Frederiksen er nået langt udover Esbjergs bygrænse. Også bookmakerfirmaet Bet25 har fået øje på sagen og skriver i en pressemeddelelse:
"Håndboldlandsholdets Lotte Grigel kan have spillet sin sidste kamp for Team Esbjerg. Skifter hun som forventet væk fra barndomsklubben, er HC Odense ifølge Bet25 favorit til at få hende ind i folden."
Bølgerne går højt i Håndbolddanmark i disse dage, hvor det helt store samtaleemne er Team Esbjerg-darlingen Lotte Grigel, som synes utilfreds med sin nuværende situation i barndomsklubben.
Utilfredsheden bunder i uoverensstemmelser med cheftræner Lars Frederiksen, hvilket førte til, at Lotte Grigel i forbindelse med sidste uges opgør mod HC Odense valgte at hente sit tøj i omklædningsrummet efter kampen og undlod at tage med spillerbussen hjem.
Playmakeren var heller ikke med, da esbjergenserne i weekenden tørnede sammen med Team Tvis Holstebro, og derfor peger pilen nu i retningen af, at ægteskabet imellem Lotte Grigel og Team Esbjerg lakker mod enden.
"Når en af nøglespillerne og kulturbærerne hos mesterskabsfavoritterne er på åbenlys kant med træneren, er det i den grad noget, der giver rystelser i håndboldverdenen, og fortæller historien om, at tilliden imellem træner og spiller ser ud til at være ikke eksisterende," påpeger Niklas Nürnberg, oddssætter hos Bet25.
"Det er bestemt ikke hverdag i dansk håndbold, og forholdet ser så betændt ud, at det næppe er noget, der kan repareres nu og her, så klubben står over for et valg imellem træner og spiller. Og på trods af Grigels tilhørsforhold til klubben og byen, kan det meget vel blive hende, der trækker det korte strå og må finde sig en anden klub," lyder det videre.
Derfor spekuleres der nu i, hvilken klub der kan blive Lotte Grigels næste. HC Odense, som tidligt i sæsonen måtte se playmaker Nadia Offendal udgå med en alvorlig knæskade, er ifølge Bet25 favorit til Grigels underskrift. En øvrig kandidat er Team Tvis Holstebro, som efter Lærke Møllers uheld netop står og mangler en afløser.