Færdselsstyrelsen får hjemme i Ribe
Regeringen flytter Færdselsstyrelsen og med den 65 arbejdspladser til Ribe
Som led i regeringens plan for at udflytte statslige arbejdspladser kommer der 65 stillinger til Ribe. Der er tale om Færdselsstyrelsen, der arbejder med færdselslovgivningen.
Opgaverne har siden regeringsskiftet ligget i Trafik- og Byggestyrelsen, men styrelsen bliver altså nu delt op i to.
I en pressemeddelelse siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt:
"Vi gik til valg på at skabe en mere ligelig fordeling af statslige arbejdspladser i Danmark. Det er det, vi i dag i regeringen præsenterer vores løsning på. Jeg glæder mig meget over det. Jeg synes, at der på Transport- og Bygningsministeriets område er fundet en god balance. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for, at alle de dygtige medarbejdere, vi har, bliver inddraget, så vi sammen kan finde de rigtige løsninger på, hvordan udflytningerne skal foregå," siger ministeren.