Fortsæt til indhold

Få styr på salgsteknikkerne og markedsføringsplanen

Arkiv
Arkiv

KØGE: Ordren kommer ikke i hus af sig selv, det kræver benhårdt salgsarbejde. Køge Erhvervsservice afholder en ny omgang salgs- og markedsføringskursus, hvor deltagerne får inspiration og redskaber til at få styr på salgsteknikken, kunderne og markedsføringsplanen. Kurset starter op den 26. oktober.
Køge Erhvervsservice og Ringsted Kommune udbyder en ny omgang af deres spændende salgs- og markedsføringskursus. På fire mandage aftener vil Jacob Handberg fra salgschef.dk undervise i, hvordan man kan optimere sit salg og udarbejde en markedsføringsplan, som skaber resultater.

Igennem hele salgsprocessen

Hvis man vil overleve som virksomhed, er man nødt til at have stort fokus på sit salgsarbejde. På kurset får deltagerne et overblik over et bredt udvalg af salgsteknikker, så de bliver klædt på til at klare de fleste salgssituationer.
Det betyder, at kursisterne bliver ført hele vejen igennem salgsforløbet lige fra at definere målgruppen, afdække deres behov og til de sidste faser, hvor salget afsluttes.
- Kendetegnet for den dygtige sælger er en person, som kan lede kunden frem til købet via en proces, hvor kundens købsmotiv og behov afdækkes, modstanden overvindes, og hvor den stærke argumentation sikrer, at ordren kommer i hus. Netop den proces bliver omdrejningspunktet for kurset. Kursisterne kommer rundt om emner som planlægning af markedsføring og salg, salgsteknikkerne og sidst, men ikke mindst salgspsykologi, så de lærer at aflæse kundens behov, fortæller Jacob Handberg.
Kurset er motiverende, baseret på dialog og kombinerer undervisning, workshop og praktiske opgaver, for at deltagerne kan øve det lærte fra gang til gang. Efter sidste kursusgang står deltagerne med en gennemarbejdet salgs- og markedsføringsplan, så de selv kan fortsætte salget.

Underviser

Kursets underviser er Jacob Handberg fra www.salgschef.dk og med sine mere end 15 års erfaring som sælger, key account manager og salgschef i danske og internationale virksomheder, sikres kursisterne en solid og professionel underviser.
Jacob Handberg har gennem hele sin karriere arbejdet med salgstræning og salgsledelse i danske og internationale virksomheder, hvor især træning af sælgere var – og stadig er – en vigtig del af Jacob Handbergs job. Han har blandt andet trænet sælgere hos nogle af Europas største kæder inden for forbrugerelektronik og distributører, der arbejdede med forhandlersalg.
Kurset er for alle i Køge og Ringsted kommuner, som arbejder med salg og markedsføring. Det gælder såvel medarbejdere og ledere, der blot ønsker at få frisket kompetencerne op, som dem der finder det svært at arbejde med markedsføring og salg.
Første modul af salgs- og markedsføringskurset begynder mandag den 26. oktober. Kurset afholdes på Galoche Allé 15 i Den Hvide By i Køge.
Tilmelding foregår på www.koegeerhvervsservice.dk under Kalenderoversigt.

Læs om salgs- og markedsføringskurset og programmet på www.koegeerhvervsservice.dk under Kurser eller kontakt Mette Lerdorf, konsulent hos Køge Erhvervsservice, på telefon 2459 5008.

Kurset starter mandag den 26. oktober og løber over de 3 efterfølgende mandage fra kl. 18.00 til 21.30 på Galoche Allé 15 i Den Hvide By i Køge.
pm