Fortsæt til indhold

Ingen arbejdspladser til de hårdest ramte kommuner

Arkiv
Arkiv

Jørn Dohrmann (DF)
Medlem af Europaparlamentet, landbruds- og miljøudvalget og ECR-gruppen
Drenderupvej 30, Vamdrup


Regeringens planlagte udflytning af arbejdspladser er et glædeligt og meget nødvendigt tiltag, som man kun kan bakke op omkring. Men midt i al glæden kan man ikke lade være med at tænke, at det hele måske er gået lidt for hurtigt?

Som jeg ser det, er der i hvert fald nogle sorte pletter på Danmarkskortet, der skulle have været med i denne forhåbentlig første runde af udflytning. Eksempelvis ser det ud til, at Langeland Kommune og Lolland Kommune ikke får en eneste af de 3.900 statslige arbejdspladser. Men der er måske ikke behov arbejdspladser der? Har nogen spurgt bornholmerne, hvad de synes om tiltaget – de fik fem arbejdspladser? Ja, fem.

Eller hvad med Tønder, der over en årrække har mistet og mistet, hvorfor får de så kun nogle få? Andre kommuner som Middelfart, der ligger i et smørhul midt i Danmark, får derimod statslige arbejdspladser. Hvor er logikken lige henne? Tiltaget ligner – set fra min stol – derfor lidt noget hastværk, der mere er tænkt som et signal om handlekraft, end det er baseret på tal og nødvendighed.

Jeg tror, man bør genoverveje og måske igen se på, hvilke kommuner, der gennem de flerårige udviklingsaftaler med Indenrigsministeriet modtager millionstøtte. Det giver nemlig en god indikation af, hvor behovet for statslige arbejdspladser er størst. I de kommuner er der mange ældre og få i den erhvervsaktive alder. En udflytning til de ”rigtige” kommuner ville hjælpe på den skævvridning.