Fortsæt til indhold

Tag en tur til ”Væk” i efterårsferien

Arkiv
Arkiv

Hvor bliver affaldet af, når skraldemanden kører det ”væk”? Og hvordan bliver de tomme sodavandsdåser og leverpostejsbakker tryllet om til penge? De spørgsmål og mange andre kan børn ifølge med en voksen få svar på, når Randers Affaldsterminal mandag og tirsdag 12.-13. oktober inviterer til rundvisning i børnehøjde

Det er fjerde gang, at Affaldsskolen på Randers Affaldsterminal afholder arrangementer for børn i efterårsferien. Formålet er at tilbyde børn og deres familier en gratis, lærerig og spændende oplevelse, som sandsynligvis vil påvirke familiens affaldsvaner fremover. Og det behøver bestemt ikke være kedeligt.
”De fleste, som besøger Randers Affaldsterminal, bliver overraskede over, hvor mange spændende ting der foregår herude,” siger kommunikationsmedarbejder Thea Glad fra Affaldskontoret og fortsætter:
”Vores gæster i efterårsferien kommer typisk for at se store maskiner, så det gør vi noget ud af, men vi nøjes ikke med det. Gæsterne skal opleve, hvad vi laver, så de tager herfra med en forståelse af, at det giver mening at se på affaldet som en resurse”.
Og der er nok at se på. Randers Affaldsterminal byder på både sorteringsanlæg, ballepresser, komposteringsplads, omlastestation, papirhal, sorteringspladser, genbrugsbutik og genbrugsplads.
”Der plejer at være noget at tænke over bagefter for både børn og voksne,” fortæller Thea Glad.
”De voksne bliver typisk overraskede over, at affaldsområdet bliver drevet som en forretning, og at der er mening med ”galskaben” på genbrugspladsen. Og mange børn kommer hjem som små affaldspolitibetjente, som nidkært vogter over, om affaldet kommer det rigtige sted hen”.
Efter rundvisningen er der mulighed for at prøve aktiviteter i Affaldsskolens værksted. Her kan man blandt andet få lov til skille en mobiltelefon ad, lave en pung ud af en mælkekarton eller prøve sin viden af på affaldsterminalens affaldspyramide.
Tilmelding til arrangementet er nødvendig og efter først til mølle-princippet. Det sker via link på www.affald.randers.dk.
Man kan læse mere om arrangementet i BørneKultur Ugens program eller på www.affald.randers.dk