Fortsæt til indhold

Bliv klogere på hvalerne i Lillebælt

Arkiv
Arkiv

Hvordan ser et marsvin ud indvendig? Du kan få svar på spørgsmålet, når Marsvinslauget i Middelfart holder Marsvindag lørdag den 16. maj. klokken 10.30 starter en dissektion af et druknet marsvin på pladsen foran KulturØen, hvor en biolog fra Fjord og Bælt viser frem og fortæller. Herefter ruller smakkejollen ”Henner Friiser” gennem byen. Ved Marsvinbrønden på Fisketorvet tager den gamle bydels beboerforening imod optoget med snitter og øl. Så ruller man ned i Brogade, får et lille ophold foran Henner Friisers Hus, og slutter af på Torvet ved Guldkronen. Sangkoret Skjold vil tage opstilling undervejs.
Der er gode grunde til at sætte de små hvaler i fokus.
“For det første trives marsvinene ganske godt i Lillebælt. For det andet har vi en enestående historie omkring jagten på marsvin. 30 marsvinjægere fra byen tog siden middelalderen ud i 10 smakkejoller for at jage marsvin ind i Gamborg Fjord. Heldigvis blev marsvinene fredede i 1967,” fortæller oldermand for Marsvinslauget Henrik Traugott-Olsen.
Der er gratis adgang i den nye udstilling om marsvinjægerne i Henner Friisers Hus mellem 11 og 16.