Oplev din første gang i Esbjerg
Der er en første gang til alting, også til en særlig oplevelse på toilettet. Tirsdag den 20. oktober bringer Geberit verdens reneste toiletluksus til Esbjerg, og kigger du forbi Museumspladsen mellem kl. 10 og 18 kan du selv prøve en tur på toilettet.
"Forestil dig en tempereret blid vandstråle, der gør toiletpapir overflødigt, efterfulgt af behagelig lun luft."
Således frister man fra begyndelsen af i den pressemeddelelse, der er sendt fra Vvs-leverandøren Geberit, der nu tager sine nyeste douchetoiletter på et decideret roadshow til 14 forskellige byer over hele landet.
"Mange af vores kunder finder det først grænseoverskridende at tale om deres toiletvaner. Men når de så først får prøvet et douchetoilet, bliver de fleste meget hurtigt overbevist om, at vand er den eneste rigtige form for rengøring. Det er ganske enkelt både mere hygiejnisk og mere behageligt,” forklarer Per Quitzau i pressemeddelelsen.
Douchetoilettet er allerede et udbredt fænomen mange steder i verden, og ifølge forhandlerne har flere danskere også fået øjnene op for vandets gode effekt efter et toiletbesøg.
Ud over at afprøve douchetoilettet kan man i løbet af dagen deltage i forskellige konkurrencer og få en snak med Per Quitzau fra Bedre Bad Quitzau.