Plan mod oversvømmelser på plads
SOLRØD: Byrådet i Solrød Kommune har netop vedtaget en risikostyringsplan for oversvømmelser, som danner grundlag for de næste to-tre års arbejde med at udforme konkrete planer for kystsikringen.
Køge Bugt er blandt de områder i Danmark, som Kystdirektoratet og Naturstyrelsen har udpeget som særlige risikoområder for stormflodshændelser.
Derfor er Solrød Kommune blevet pålagt at udforme en risikostyringsplan mod oversvømmelser, og den er nu blevet vedtaget i byrådet.
Risikostyringsplanen har været i seks måneders offentlig høring, og det resulterede i 52 høringssvar. Der har desuden været afholdt et borgermøde med ca. 100 fremmødte borgere.
På den baggrund har byrådet nu vedtaget risikostyringsplanen, som forholder sig til seks scenarier for stormflod samt til den skade og risiko, de forventes at medføre.
Oprindeligt var planen, at hele kommunen skulle sikres mod en såkaldt 1.000 års hændelse, men inspireret af høringssvarene har byrådet nu besluttet, at det er mest hensigtsmæssigt at dele kommunen op i to zoner, så området fra stranden og op til Strandvejen sikres mod en såkaldt 100 års hændelse, mens området vest for Strandvejen sikres mod en 1.000 års hændelse.
- Formålet med risikostyringsplanen er at beskytte vigtig infrastruktur, redningsveje og institutioner tilstrækkeligt. Jeg ved, at der er borgere, som synes, vi er overbeskyttende og alt for bekymrede, men det ville være uansvarligt ikke at forholde sig til de konsekvenser, klimaforandringerne kan få med havvandsstigninger her i kommunen. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt der vil ske oversvømmelser, men om hvornår, og det bliver vi nødt til at forberede os på, siger borgmester Niels Hörup.
Strandvejen ligger en del højere end selve strandområdet og udgør en barriere i sig selv. Derfor kan sikringen mod en 1.000 års hændelse formentlig klares ved at forhøje kantstenene ved Strandvejen.
Tværkommunalt samarbejde og beredskabsplan på vej
En vandstandsstigning på 2,8 m vil påvirke omkring 4.600 boliger og medføre økonomisk skade for op mod 750 mio. kr.
Der skal i de næste tre år arbejdes med vurdering og analyse af, hvordan kommunen bedst sikrer sig mod stormflod. Repræsentanter for grundejerforeningerne langs stranden inviteres til at deltage i udarbejdelsen af et katalog med handlingsmuligheder, hvor lukning og forstærkning af den eksisterende klitrække kan indgå.
Der udarbejdes desuden en plan for beredskabets indsats under stormflod, ligesom der etableres et tværkommunalt samarbejde omkring sikring mod stormflod i Køge Bugt.
Kommunens borgere, bygherrer og andre interessenter informeres også om risikoen for stormflod, og hvordan de kan sikre deres ejendom.
pm