Fortsæt til indhold

Djurs Sommerland på vej mod rekordsæson

Arkiv
Arkiv

Mens efteråret banker på døren, glæder Djurs Sommerland sig over den bedst besøgte sommersæson nogensinde. Flere end 720.000 gæster har besøgt parken siden maj, og der er forventninger om en ny besøgsrekord, når 35. sæson slutter efter Magisk Halloween i efterårsferien

Selv om solen til tider har været svær at finde på sommerens vejrudsigter, har der været masser af grin og glade hvin fra de mange børnefamilier, der har besøgt Nordens største sommerland de seneste måneder. På trods af fem sæsonrekorder de sidste syv år har forlystelsesparken, med over 720.000 gæster siden maj, aldrig været så velbesøgt som i år.
”Det har været en fantastisk sæson indtil nu. Der er ingen tvivl om, at det nye Bondegårdsland med de 10 nye forlystelser er populært, og det har tiltrukket rigtigt mange børnefamilier - også på dage, hvor vejret ikke har vist sig fra sin bedste side. Og vi oplever også, at gæsterne finder det attraktivt, at der er kommet så mange nye, store forlystelser de seneste år,” siger administrerende direktør Henrik B. Nielsen.
Netop en omfattende produktudvikling siden 2008, hvor der er investeret over 300 millioner kroner i nye store tematiserede forlystelser, blandt andet i Danmark største rutschebaner - Piraten, Skatteøen og Juvelen og senest 45 millioner kroner i årets nyhed Bondegårdsland med 10 nye forlystelser, har resulteret i et kvantespring for Djurs Sommerland, der er populært som aldrig før.
Henrik B. Nielsen fortsætter:
”Som det ser ud nu, tyder alt på, at vi slår besøgsrekorden fra 2013 på 752.000 gæster, og med en stor nyhed til Magisk Halloween håber vi på at nå et niveau på 775.000 – 800.000 gæster, når vi lukker efter efterårsferien. Det svarer til en vækst på omkring 50 procent, siden vi byggede Piraten i 2008.”

Kæmpe nyhed i efterårsferien

Når Djurs Sommerland for sjette gang fejrer Magisk Halloween i efterårsferien, og parken forvandles til en af Danmarks største halloween-oplevelser med 20.000 græskar, levende hekse, enorme edderkopper og gigantiske halloween-væsener, er der også en stor og skræmmende nyhed at glæde sig til. Der kommer nemlig et spektakulært scary haunted house, hvor gæsterne møder gys og uhygge, når de inviteres indenfor på den mystiske fabrik.
”Vi har fokus på at videreudvikle Magisk Halloween i Djurs Sommerland og gøre det til en endnu større og unik oplevelse, og derfor har vi valgt at investere i et nyt stort scary haunted house – GræskarFabrikken, ” siger Henrik B. Nielsen.
Den nye halloween-forlystelse GræskarFabrikken er kendt for at lave verdens bedste græskarsuppe, og hver dag kommer tusindvis af madentusiaster på rundvisning. Men en stormfuld nat slår lynet ned, og der sker mystiske ting på fabrikken. Der opstår tumult, og pludselig er alle græskarrene levende, og jagten på nye ingredienser til suppen bryder løs!
”Netop historiefortællingen og den omfattende iscenesættelse med forskellige sanseeffekter, skal, sammen med 10 dramatiske udklædte skuespillere, bringe historien til live og skabe illusionen af de hævntørstige græskar, der jagter fabrikkens gæster, så de kan komme i suppen i stedet for græskarrene,” siger Henrik B. Nielsen og han tilføjer:
”Vi tør godt love, at det bliver en grænseoverskridende og spændende oplevelse, hvor der nok skal en vis portion mod til for at prøve forlystelsen.”

Udviklet af internationale eksperter

Det nye, store scary haunted house er særligt udviklet til Djurs Sommerland af de hollandske specialister Jora Entertainment, der blandt andet har specialiseret sig i at udvikle haunted houses til internationale forlystelsesparker, og som også står bag HekseSkolen og konceptudviklingen af Bondegårdsland.
”Det har været afgørende for os at inddrage eksperter, som Jora Entertainment, da vi har fokus på, at ikke kun forlystelserne, men også Magisk Halloween skal være på niveau med det bedste, der findes i internationale forlystelsesparker,” siger Henrik B. Nielsen og glæder sig til, at parken igen åbner 10. oktober.
Magisk Halloween er åben hele efterårsferien 10.–18. oktober fra klokken 10-17.