Klokken ringer ind til yoga
På Langhøjskolen i Hvidovre har lærer Eva Kjærgaard indført yogaundervisning i 9. klasserne. Formålet er at give eleverne et pusterum i en travl hverdag, hvor de lærer at være nærværende og mere bevidst om kroppen
De 13 elever sidder i skrædderstilling foran deres dansk- og klasselærer Eva og lytter koncentreret til hendes rolige stemme. - Luk øjnene. Vær til stedet i nuet. Lyt til lydene omkring jer, og fornem lyset. Læg mærke til jeres åndedræt, siger Eva. Eleverne lukker øjnene. Ingen fniser eller kommer med kommentarer. Alle er koncentrerede. To har mobilerne liggende på måtten ved siden af sig, men de er lydløse og frister tilsyneladende ikke. Facebook og Instagram eksisterer ikke lige nu. Efterhånden bliver eleverne guidet ud i forskellige positioner. Nogle forholdsvis afslappende. Andre mere krævende. Da Eva beder dem indtage stillingen delfinen, begynder eleverne at puste. Numsen skal op, mens der hviles på armene med hovedet nedad. Men alle gør et forsøg, og de klarer den. Også de af drengene, der er lidt stive i benene. Efter øvelserne er det tid til afspænding. Eleverne guides igennem hele kroppen af Evas rolige, dæmpede stemme. Hun beder dem om at give slip på vejret, tage dybe ind- og udåndinger og slippe alle bekymringerne. De 45 minutter er gået, og eleverne pakker stille og roligt måtterne sammen. Nu er de klar til resten af skoledagen. - Det er meget afslappende at starte ud med yoga, og det gør, at man får en god start på dagen, siger Markus, da Hvidovre Avis’ udsendte spørger til hans oplevelse af yogatimen. - Ja, men man bliver også træt, så man vågner først rigtigt i løbet af næste time, siger Victor med et skævt smil. Han synes, at yoga generelt er lidt mærkeligt. Han foretrækker bordtennis, som han spiller i sin fritid. Pigerne er enige om, at det rart med yogaundervisningen, men at det også er hårdt ind i mellem. - Jeg synes, at det er rart at starte med her mandag morgen, for de morgener er tit lidt stressende, siger Nicole, og de andre nikker. - Men nogle af øvelserne er lidt en udfordring. Nogle gange er man lidt for stiv i musklerne, siger Ida.
Det handler om nærvær
Eleverne i 9. B har haft yoga fast en gang om ugen siden sommerferien. Deres lærer Eva Kjærgaard, som er uddannet yogalærer, indførte yogaundervisningen for at give eleverne et pusterum, hvor de kunne lære at slappe helt af i en travl hverdag og få en større kropsbevidsthed. - Gennem yogaen lærer de om dem selv og deres egne ressourcer og grænser. De kommer i kontakt med deres kroppe og deres følelser, fortæller Eva. - Vi arbejder også meget med åndedrætsøvelser, hvor de lærer at trække vejret rigtigt. Det giver ro, modvirker stress og gør, at kroppen restituerer sig selv. I en hverdag hvor multitasking er normalt, kan åndedrætsøvelserne bruges til at give de unge en større jordforbindelse og give dem en pause, hvor de kan være nærværende. Det er rigtig godt, og det er især en hjælp for de elever, der har lidt koncentrationsbesvær. Til vinter kan 8. og 9. klasserne få yoga som valgfag, og fem af eleverne fra 9. B har meldt sig på yogaholdet.