Tapperiet skruer ned for rusen og op for musikken
KAMPAGNE: Ungdomskulturhuset Tapperiet deltager igen i år i den landsdækkende kampagne Music Against Drugs for at sikre, at gæster og publikum ikke får spoleret unikke koncertoplevelser på grund af overdreven rus.
Som noget nyt deltager Tapperiet også i alkohol-kampagnen Mindre Druk, Mere Fest, der særligt er målrettet den yngre del af husets besøgende.
De fleste kender følelsen af den perfekte koncertoplevelse, hvor man er helt til stede og bliver ét med musikken.
Ungdomskulturhuset Tapperiet vil gerne sikre, at flest mulige gæster og publikum får unikke live-oplevelser og ikke får spoleret dem på grund af en overdreven rus.
Derfor har huset i de seneste år været en del af kampagneindsatsen Music Against Drugs, som er iværksat af Sundhedsstyrelsen og Dansk Live.
- Kampagnen hjælper os med at sende et klart signal om, at 'du oplever kun det halve, når du er helt væk', fortæller Jakob Baggesen, kunstnerisk leder på Tapperiet.
- For os handler det hele om, at vores publikum får de mest fantastiske oplevelser med sig herfra, og at oplevelserne ikke bliver ødelagt af stoffer.
Kampagnen er synlig på Tapperiet gennem plakater, pjecer, multimediestandere, giveaways og andet infomateriale.
Også fokus på teenagedruk
Som en del af indsatsen for at sikre de hele oplevelser deltager Tapperiet også i kampagnen Mindre Druk, Mere Fest.
Med denne alkoholindsats opfordrer ungdomskulturhuset særligt den yngre del af publikum til at drikke ansvarligt.
- Alkohol kan give højt humør og en god fest, men det kan også ødelægge meget. Derfor skal det ikke tage overhånd. Vi vil gerne passe godt på vores gæster og sikre, at de får en god oplevelse, og det kan vi for eksempel gøre med et skub i den rigtige retning, hvis det er tydeligt, at de trænger mere til en kildevand end en øl, fortæller Jakob Baggesen.
- Herudover er vi meget påpasselige med overholdelsen af vores alkoholpolitik, der kun tillader udskænkning og nydelse af alkohol for den del af Tapperiets gæster der er fyldt 18 år.
Del af landsdækkende kampagne
I efteråret kører både Music Against Drugs- og Mindre Druk, Mere Fest-kampagnerne på mere end 40 spillesteder landet over.
Mange har allerede oplevet Music Against Drugs-kampagnen på sommerens mange festivaler, hvor blandt andet hegnsbannere og storskærmsspots med halve sangtekster fra etablerede danske kunstnere som: MEW, Magtens Korridorer, De Eneste To med flere har båret kampagnens budskab.
Man kan læse mere om kampagnerne på Tapperiets website www.tapperiet.nu og på kampagnesitet www.againstdrugs.dk.
pm