Fortsæt til indhold

Alle kan lære at redde liv

På fredag giver Hvidovre Hospital dig muligheden for at lære at redde liv til den Internationale Hjertestarterdag

Arkiv
oas@hvidovreavis.dk

På fredag den 16. oktober kan du lære at redde liv til den Internationale Hjertestarterdag. Ved du hvad du skal gøre, hvis herren bag dig i køen pludselig falder om? Hvis ikke, så skal du måske afsætte en times tid fredag i efterårsferien til at komme ned på Hvidovre Rådhus og lære hjertestarterprocedurer. Med en helt basal viden om, hvad du skal gøre, kan du nemlig være med til at redde liv.

Øger chancerne for overlevelse

Udviklingskonsulent Trine Grundtvig Jensen fra Hvidovre Hospital er en af de bærende kræfter bag arrangementet på Rådhuset, og hun håber, at mange borgere vil tage sig tiden til at kigge forbi og lære, hvordan man bedst kan hjælpe i tilfælde af et hjertestop: - Der skal ikke så meget til, for at gøre en stor forskel. Hvis man kommer hurtigt i gang med behandlingen, vil man øge chancerne for overlevelse markant, fortæller hun... På Rådhuset vil der således være mulighed for at prøve at give hjertemassage til en såkaldt fantomdukke - altså de dukker, som også læger og sygeplejersker træner hjertemassage på, som fortæller, om man trykker hurtigt og hårdt nok. Du kan også lære, hvordan en elektronisk hjertestarter fungerer og få gode råd til, hvordan du skal forholde dig, hvis du er i nærheden af et hjertestop. - Det vigtige er at erkende problemet hurtigt, alarmere og så starte basal behandling. Det er bare om at komme i gang. Man skal ikke være nervøs for at komme til at gøre noget galt. Hvis personen har fået et hjertestop, kan det ikke rigtig blive værre, siger Trine Grundtvig Jensen og tilføjer, at man efter at have besøgt rådhuset vil være i rustet til at give den basale hjælp, som i sidste ende kan være forskellen på liv og død: - Vi kan se, at der i de tilfælde, hvor der er blevet givet hjertemassage, inden ambulancen kommer, er klart forbedrede chance for overlevelse. Så det er vigtigt, slutter Trine Grundtvig Jensen... Når du har gennemført det korte træningsprogram får du et bevis på at du har gennemført. Arrangementet er gratis, og der er ingen tilmelding.