Fortsæt til indhold

Team Esbjerg vil ride videre på bølge som ubesejret

Arkiv
Arkiv

Dame Håndboldligaen er ved at tage form efter de første syv spillerunder med tre hold i toppen og et stort og tæt midterfelt, der vil være i indædt kamp om en slutspilsplads. Et af disse midterhold, Silkeborg-Voel KFUM, gæster onsdag aften Blue Water Dokken og møder ubesejrede Team Esbjerg.
"Det tegner til at blive en vanvittigt spændende liga, hvor tre hold, FC Midtjylland, Randers HK og Team Esbjerg, er ved at skille sig ud i toppen, og holdene i et stort midterfelt alle har mulighed for at nå slutspillet. Det er vigtigt, at vi som et af ligaens tophold træder i karakter og ikke bliver en del af tendensen, at alle hold slår alle," siger Team Esbjergs cheftræner, Lars Frederiksen.
Han er positivt overrasket over, at Silkeborg-Voel efter at have sagt farvel til ligatopscorer Jette Hansen og Anne Cecilie De la Cour har formået at få syv point i lige så mange kampe og senest slog HC Odense på udebane. Holdets kampe har stort set alle været tætte afgørelser. Erfarne Trine Troelsen er vendt hjem fra fransk håndbold og er blevet den ventede forstærkning, og de to 21-årige, tidligere Skive fH-spillere, Sofie Bæk Andersen og Freja Cohrt, spiller fremtrædende roller som henholdsvis playmaker og fløj.
"Silkeborg-Voel har spillere, der kan afgøre kampe, og holdet kan spille rigtig godt. Et sådant hold er altid farligt at møde, når det rammer dagen. Vi har selv svinget i præstationer, men fået point hver gang, og i den seneste hjemmekamp mod Nykøbing Falster viste vi efter en dårlig start fin stabilitet. Jeg håber, at vi på hjemmebane kan holde et højt niveau og ikke nødvendigvis vinde stort, men forblive på bølgen og forsvare vores førsteplads i Dameligaen," siger Lars Frederiksen.
Han tillægger Danmarks stærkeste hjemmebane med et foreløbigt tilskuersnit på 1.878 pr. kamp i denne sæson en væsentlig del af æren for, at Team Esbjerg har klaret sig igennem svaghedsperioder undervejs og præsteret i sæsonens fire første kampe i Blue Water Dokken.
Onsdag aften er publikum klar til at tage imod Silkeborg-Voel KFUM.
Team Esbjergs trup
til kampen i Dame Håndboldligaen mod Silkeborg-Voel KFUM onsdag den 28. oktober kl. 19.30 i Blue Water Dokken:
Målmænd:
Emily Stang Sando og Filippa Idéhn
Venstre fløj:
Susanne Kastrup Forslund og Maria Mose Vestergaard
Højre fløj:
Tove Seest
Streg:
Rikke Zachariassen og Stine Bodholt Nielsen
Bagspillere:
Laura van der Heijden, Estavana Polman, Jenny Alm og Betina Riegelhuth.