Fortsæt til indhold

- Jeg er født med en synål i hånden...

Kathrine Kaysen fra Hvidovre er mest kendt for sin rolle som Mie i de nyproducerede Far til fire-film. Det er dog ikke kun skuespillet, hun har talent for. Hun er også dygtig med nål og tråd og har netop åbnet eget skrædderværksted på Frederiksberg

Arkiv
Julie Stougaard

Vi befinder os i Kathrine Kaysens nye skrædderværksted Kaysen Couture, som åbnede 1. oktober. Det må siges at være lidt af en bedrift for den kun 22-årige skrædder, som er mest kendt for sin rolle som Mie i Far til fire-filmene fra 2005-2012. Derudover har hun været med i Folketeatrets forestillinger og har spillet med i talrige forestillinger i Eventyrteatrets musicals i Glassalen. Alligevel er Kathrine ikke et sekund i tvivl om, hvilket fag, der er hendes helt store drøm. - Det er helt sikkert skrædderfaget. Jeg har altid elsket at synge, spille skuespil og danse, men jeg har altid opfattet det som min hobby. Men det har skubbet mig i den rigtige retning og hjulpet mig med at få et kæmpe netværk og også givet mig økonomien til at kunne realisere min drøm om at starte min egen forretning, siger Kathrine. Drømmen om egen skrædderforretning går da også helt tilbage til hendes barndom. - Jeg har faktisk vidst, at jeg ville være skrædder, siden jeg var helt lille. Jeg har altid elsket at tegne kjoler, og jeg fik min første symaskine, da jeg var 8 år. Man kan nærmest sige, at jeg er født med en synål i hånden, siger hun og griner, inden hun tilføjer: - Min mor har også været selvstændig skrædder af børnetøj, så det er helt sikkert hende, jeg har interessen fra.

Springet som selvstændig

Kathrine blev udlært hos designer Lasse Spangenberg i 2013, hvor hun siden arbejdede i 10 måneder. Men efterhånden fik hun så mange forespørgsler på sine egne kreationer, at hun valgte at tage springet og starte sit eget skrædderværksted. Først hjemme i lejligheden på Vesterbro, inden hun knap et år senere fandt det skønne, lille lokale på Frederiksberg Allé. - Jeg cyklede forbi en dag og så, at dette lokale var til salg. Jeg har altid elsket adressen, for der ligger så mange dejlige butikker. Og så er det en fordel at have forretning på en adresse, som folk kender. Så jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var her, min kjolebutik skulle ligge, fortæller Kathrine. På trods af hendes unge alder har det at åbne egen forretning ikke fremkaldt nogen sommerfugle i maven. - Jeg har altid vidst, at jeg skulle være selvstændig. Det er alle i min familie, så det var ikke så grænseoverskridende at skulle springe ud i det. Der er jo også stor hjælp at hente fra min familie, og det er jeg meget glad for. Det skorter da heller ikke på opgaver til Kathrine. I sommer måtte hun hyre to hjælpere for at nå det hele. Der var rygende travlt med at lave brudekjoler til diverse sommerbryllupper, og samtidig fik hun til opgave at lave 70 kostumer på fire uger til den svenske underholdningskoncern Wallmanns. - I den periode arbejdede jeg op til 80 timer om ugen, men det var en super fed oplevelse, og jeg fik meget positiv respons fra Wallmanns, så det er virkelig dejligt.

En succesfuld begyndelse

På trods af sin forholdsvis korte karriere har Kathrine allerede flere gode oplevelser bag sig. - Det er altid en dejlig oplevelse at lave en brudekjole. Kvinderne er altid så glade og spændte, og det, synes jeg, er dejligt at være en del af. Kathrine har også syet to kjoler til Rudi Nielsen, der oprindeligt spillede Mie i Far til fire, og som desuden var gift med Harald Nielsen, bedre kendt som ’Guld-Harald’. Kathrine har blandt andet syet kjolen, som Rudi havde på, da hun blev gift med Harald for anden gang. Den unge skrædder har også allerede gjort sig særligt bemærket inden for sit fag. Hun er nemlig blevet optaget i Skrædderlauget og er dermed det yngste medlem i lauget. Et skulderklap, som Kathrine er meget glad for, og beviset hænger da også i glas og ramme i forretningen. - Jeg er meget stolt over at være blevet optaget, og jeg synes, det er fint at have det hængende i forretningen, så kunderne kan se det. Jeg tænker jo nogle gange, at min unge alder måske kan få folk til at tvivle på mine evner, siger hun og smiler. Men det er der ingen grund til. Ved sin svendeprøve blev hun belønnet med rene 12-taller, og hun har desuden modtaget en medalje for særligt fremragende håndværk. I år, to år efter hun dimitterede som skrædder, blev hun inviteret til at holde tale for alle de nye medaljemodtagere og ingen ringere end Hendes Majestæt Dronning Margrethe II. - Der var jeg godt nok nervøs! Normalt har jeg ingen problemer med at tale foran en forsamling af mennesker, men den dag var jeg altså noget nervøs, fortæller Kathrine.