Fortsæt til indhold

Kendt erhvervsmand skifter til Møns Bank

Arkiv
Arkiv

JOB: Erhvervsprofil med stort lokalkendskab i det Østsjællandske er startet i Møns Bank.
Henrik Steen Hansen er navnet, og han er et kendt ansigt for mange i det Østsjællandske område, hvor han har boet og arbejdet stort set hele sit liv. Med virkning fra den 1. oktober 2015 arbejder han i Møns Bank.
- Vi er glade for at byde velkommen til Henrik, som er stærkt forankret og har stor erfaring med rådgivning af erhvervskunder, siger bankens erhvervschef Rasmus Sørensen.
De seneste 9 år har Henrik Steen Hansen arbejdet som erhvervschef i DiBa/Sydbank i Køge. Han har desuden en fortid som økonomichef hos Brdr. K. Hansen, Stevns A/S og H. E. Jørgensen A/S.
- Med Henriks ansættelse får vi et endnu bredere netværk i Køge-bugt området, tilføjer Rasmus Sørensen.
- I vores betjening af erhvervskunder lægger vi stor vægt på, at samarbejdet kan ligestilles med et partnerskab, hvor vi i en tæt dialog medvirker til værdiskabelse i virksomhederne, fortsætter Rasmus Sørensen.
- Vi skal kort sagt være med til at gøre en forskel for kunderne.
Henrik Steen Hansen er enig.
- Jeg kommer selv fra et miljø, der meget ligner det, Møns Bank står for, siger han. Jeg har altid lagt stor vægt på at have et tæt samarbejde med erhvervskunderne og virksomhedsejerne, hvor en åben og gensidig dialog prioriteres højt.
Henrik Steen Hansen er 60 år og har boet i Karise hele sit voksenliv sammen med sin hustru Ulla. Sammen har de to børn og fire børnebørn.
I fritiden har han de første mange spillet fodbold i de lokale serierækker for Karise I. K. - senere har det været løb med en række Maraton i ind- og udland. Men knæene knirker, som han udtrykker, så nu er det mountainbike i de lokale skove med venner og bekendte.
pm