Danmarks bedste klatrere til DM i Kolding
Kom og oplev Danmarks bedste klatrere bestige en 13 meter høj klatrevæg ved hjælp af råstyrke, teknik og opfindsomhed. Kolding Klatreklub er vært ved årets Danmarksmesterskab i Ruteklatring for seniorer. Konkurrencen afholdes i klubbens hal i Volkerts Fabrik, på Dalbygade 40 i Kolding – lørdag den 24. oktober klokken 10:30 – 19:30. Det skriver Kolding Klatreklub i en pressemeddelelse.
Det er første gang DM i ruteklatring for seniorer afholdes i Trekantsområdet, og Kolding Klatreklub er særligt udvalgt af Dansk Klatreforbund til at afholde konkurrencen.
”Kolding Klatreklub har stor erfaring i at afholde konkurrencer, de har nogle rigtig flotte faciliteter og nogle aktive og dygtige medlemmer, der har styr på at løfte et Danmarksmesterskab," siger Carsten Isaksen fra Dansk Klatreforbund i pressemeddelelsen.
En professionel rutebygger fra Tyskland bygger klatreruterne til DM. De mange ruter, som klatrene skal forsøge sig med på dagen, bliver bygget specielt til konkurrencen. Ruterne bygges af den professionel tyske rutebygger Joseph Wetzel med hjælp fra René Jensen fra Kolding Klatreklub og Simeon Smeele fra Odense Klatreklub, der begge er dygtige rutebyggere og klatrere.
”Ruterne er så svære, at det ikke handler om at komme først, men i stedet om at nå til tops," fortæller formand for Kolding Klatreklub Jens Winbladh.
”Klatrene skal ved hjælp af kun ganske små og få klatregreb klatre op ad de 13 meter høje vægge.”, forklarer Jens Winbladh.
Der er fri adgang for alle til at komme og se Danmarks bedste klatrere give den gas på klatrevæggen. Konkurrencen varer hele dagen, men særligt finalen fra klokken 17-19 er det absolut mest spændende tidspunkt at være med som tilskuer, når adrenalinet pumper og spændingen er på sit højeste, skriver Kolding Klatreklub i pressemeddelelsen.
Konkurrencen åbnes af udvalgsformanden for Fritids- og Idrætsudvalget, Tanya Buchreitz Jensen klokken 10.30.